Lige siden “Alien 3” udkom i 1992, er filmen af mange blevet anset for at være det svageste kapitel i sagaen om Ripley (Sigorney Weaver) og hendes grusomme nemesis. Oven på Scotts og Camerons respektive mesterværker virkede David Finchers debutfilm ude af trit med handlingen, der så effektivt blev spundet i de to foregående film.

Produktionen bag “Alien 3” var fra starten plaget af interne stridigheder, og som følge af mistillid, ulykker under optagelserne og et fælt overskredet budget smækkede Fox kassen i. Det betød at Fincher aldrig fik lov til at filme de scener, han havde brug for, og at studiet i sidste ende klippede filmen sammen uden instruktørens indflydelse. Med ti år på bagen virker det dog som om, at “Alien 3” efterhånden har fundet lidt større accept blandt fans, det uhindret af datidens polemik har fået øjnene op for de mere positive elementer i filmen.

Den lange rejse hjemI slutningen af “Aliens” forlod vi Ripley og den stærkt reducerede besætning på rumskibet Sulaco, efter at de havde spulet de sidste alien-rester af dækket. Rejsen forløber dog ikke helt gnidningsfrit og under introen til den tredje film oplever vi, hvordan rumskibet automatisk bliver evakueret som følge af en brand. Redningskapslen styrter ned på planeten Fiorina 161, der førhen tjente som forbryderkoloni, men nu udelukkende holdes kørende af en lille gruppe eksfanger, der alle har søgt frelse hos gud.

Som den eneste overlevende efter nødlandingen er Ripley på ny overladt til sig selv, og det varer ikke længe inden hendes tilstedeværelse i den munke-lignende forsamling af voldsforbrydere skaber problemer. Det er imidlertid ikke kun opgøret med det modsatte køn, som sparker Ripleys paranoia i overdrive, for da hun beslutter sig for at undersøge, hvorfor der udbrød brand på Sulaco, opdager hun til vores store overraskelse, at der var endnu en alien ombord. Et blodigt opgør følger og vi rives gennem fængslets gustne gange mod den modige slutning, der bestemt ikke havde fortjent at blive skudt i sænk af “Alien Ressurrection”.

En følelseskold film”Alien 3″ er ikke den storslåede finale, som vi alle havde håbet på at se efter de to første “Alien” film. De brune, trøstesløse kulisser virker deprimerende og selvom intentionen har været at skabe et klaustrofobisk miljø, mangler der nogle større sekvenser. Vi så hvordan Ridley Scott skabte et fantastisk dystert udtryk ved hele tiden at vise modsætningsforholdet mellem den lille besætning og rumskibets enorme dimensioner. Vi savner flere billeder af den øde planetoverflade, af de enorme fængselsruiner og naturligvis at overvære, hvordan tusindvis af Weiland/Yutani soldater til sidst stormer Fiorina 161 for at fange det mest drabelige biologiske våben nogensinde.

Det gavner heller ikke filmen, at man som publikum har relativt svært ved at identificere sig med karaktererne. Vi har udelukkende valget mellem den kyniske indadvendte heltinde eller gruppen af voldelige massemordere. Det er i sidste ende er med til at undergrave filmens primære drivkraft – vores frygt for monsteret. Om der dør en børnemishandler eller to gør hverken fra eller til. Som nævnt gør de dårlige effekter desværre også deres til, at man bliver revet ud af historien og må undre sig over hvorfor, der kravler en underlig muteret fraggle rundt i gangene.

Formildnende omstændighederNår “Alien 3” alligevel ikke skal sables fuldstændigt, skyldes det at filmen også besidder en del fede elementer: Billedkompositionerne er til trods for de uinteressante kulisser flere gange ved at sprænge rammerne i det brede format, og det er en fryd at opleve kameraet suse hen ad både vægge, gulve og lofter. De optagelser man bider mest mærke i, bygger dog hverken på eksplosioner eller blodbad men snarere helt simple indstillinger. Det smukke og det afskyelige kontrasteres og smelter sammen, måske allerbedst i scenen i infirmeriet, hvor Ripley og monsteret står kind mod kind – et af sagaens bedste shots. Musikken er tilpas majestætisk og tilfører filmen lidt af det format, som der savnes i selve miljøerne. Det er i bund og grund et klassisk sci-fi score, men fungerer godt og cementerer den trykkende atmosfære.

Weaver er stadig suveræn i rollen som den på en gang feminine og benhårde Ripley, der sparker mere røv end en hel deling marinesoldater. Tyngden af et ødelagt liv fornemmes i hendes skuespil, og det kronragede hoved og desillusionerede blik signalerer undergang. Dance er god som den flossede læge, der udover at lette lidt på flere af Ripleys byrder, repræsenterer hendes eneste tilbageværende venskab. Dutton efterlader ligeledes et fint indtryk som den farvede massemorder, der slynger om sig med visdom og tørre tæsk. Humoren er grovkornet og sort som graven men i sidste ende kærkommen og passende.

VideoOverførslen af “Alien 3” på DVD er helt igennem vellykket og Fox leverer traditionen tro en disc, der teknisk er af meget høj kvalitet. Alle detaljer er synlige i de mørke billeder, og der er ingen spor af digitale fejl eller komprimeringsstøj. Selve negativet lader til at have været i perfekt stand, og der optræder ingen ridser eller lignende. Som jeg var inde på ovenfor, er det billederne der skal sælge denne film, og jeg kan forsikre alle om at varen her heldigvis bliver leveret – naturligvis i anamorphic widescreen!

AudioLigesom billedkvaliteten er der også gjort meget ud af 5.1 lydsporet, der spænder godt fra høje til dybe toner. Der gøres god brug af baghøjtalerne, og subwooferen brummer fornøjet hver gang karaktererne stormer rundt i gangene eller befinder sig i nærheden af planetens store smeltedigler. Musikken er storslået og fylder godt i lydlandskabet, der til trods for ikke at være helt så avanceret som på nyere film, formår at virke tilpas overvældende.

EkstramaterialeEn trailer og et noget forkølet 20 minutters “Bag kameraet” indslag (uden Fincher) er alt, hvad Fox kunne grave frem denne gang. Absolut skuffende, idet der må ligge en utrolig spændende historie bag hele den kuldsejlede produktion. Selskabet er efter sigende i gang med at forberede nye special-editions af alle fire film, men hvad det præcist kommer til at betyde for “Alien 3” vides endnu ikke – vi kan vel på trods af alle problemerne altid håbe på et director’s cut samlet af Fincher selv.