Alt tilladt
Udgivet 12. maj 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Det er efterhånden mange år siden, at Farrelly-brødrene sad solidt på tronen over grænseoverskridende amerikanske komedier og så henkastet rystede den ene latterorkan efter den anden ud af ærmet.
Ham lader Farrelly-brødrene da også til at have kigget lidt i kortene i denne omgang, for der er en anderledes uskadelig og tilbagelænet tone over denne film i forhold til de ofte vildt anarkistiske og undergravende fortællinger, som de i sin tid slog igennem med. I denne omgang følger vi familiefaderen Rick, der tilhører gruppen af ansvarsfulde borgere med søde unger, fornuftig bil og rene skjorter. På kærlighedsfronten er tingene imidlertid ikke, hvad de har været, og mens hans kone rævesover for at undgå at have sex med ham, sender Rick i stedet lange blikke efter babysitteren og den kønne servitrice.
Hvis Farrelly-brødrenes tidligere film havde en styrke, så var det først og fremmest den vildt amoralske og uforudsigelige humor. Det er derfor også lidt trist at opleve dem stå bag en film, der er så gennemsyret af moralsk forudsigelighed, at det i høj grad tager biddet ud af latteren. I stedet fremstår den til trods for emnet som meget høflig, pæn og velopdragen – og derved også temmelig kedelig.
Filmens problem er ganske enkelt, at den ikke er særlig sjov, og selvom Owen Wilson gør sit bedste, så er han temmelig fejlcastet i en rolle, der kræver en person, som bedre formidler følelsen af at blive pinligt berørt. Til gengæld så liver sagerne betydeligt op i sidste akt, da karakterskuespilleren Richard Jenkins dukker op som aldrende scorekarl og ubesværet stjæler samtlige scener.
Kun lejlighedsvist får Farrelly-brødrenes gamle vanvid mulighed for at skinne igennem, og når det endelig sker, er det mest i form uopfindsom pølle-humor, onanivitser og nøgenhed. Med lige meget hjælper det: Alverdens blotlagte bryster og dinglende lemmer kan ikke få denne komedie op at stå.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet