Elsker/elsker ikke

Jeg ved ikke, om jeg elsker “At elske Pia”. Den kræver meget af min kærlighed, selv om udgangspunktet er simpelt: Datter møder mand – mor er bekymret. Det handler om kærlighed, den eneste ene. Men det er krævende for mig, at den voksne datter er Pia, som spilles af mentalt handicappede Pia Skovgaard, der ligner en voksen, men mentalt maksimalt er tre-fire år.

For Daniel Borgman nægter at kalde “At elske Pia” for en dokumentar, selv om det ligner. Det er en fiktiv fortælling med skuespillere. Men det er krævende, at Pia spilles af Pia, mor af mor, manden Jens af Jens og søster af søster. For en retarderet hjerne som Pias kan ikke spille noget som helst. Hun ér sådan. Hun ér Pia, der tror, at det at møde en mand betyder, at man helt konkret har mødt en mand. En mand, hun gik forbi nede i byen. Han vinkede til hende.

Derfor er Pia og Pia den samme. Og på den måde er Borgmans greb genialt og grænseoverskridende. Og ondt? For hvor meget fatter Pia, når hun er på fiktiv date med fiskeren Jens, der tager hende med fra udkantens Langeland til Den blå planet i storbyen, København? Det er ekstrem method acting, hvor skuespilleren ikke bare spiller handicappet, men er det. Og måske ikke aner, at hun spiller. For hun er jo bare Pia, der bor hjemme hos mor på 84 år.

Netop mor stiller spørgsmål ved, hvad der skal ske med Pia, når mor dør. Et tragisk dilemma. Enhver forælder kan dø med ro i sindet, når man er sikker på, at børnene kan selv. Men det kommer aldrig til at ske for Pia, der dårligt nok kan tilberede den daglige sildemad selv. Eller skrælle kartofler. Mor behandler Pia som et barn, imens Jens behandler hende som voksen. De holder i hånd og tager på date til storbyen. Er det ægte? Tror Pia det? Tror Jens det? Måske er det ægte? Umuligt at afkode, hvilket gør, at jeg tvivlende skifter imellem at elske og ikke elske “At elske Pia”.

For måske er Borgmans projekt, hvor han har designet en fiktiv fortælling rundt om retarderede Pia, den ultimative kynisme. Leger med hendes hjerte, der sådan længes efter en mand. Som ham der José på fjernsyn, som hun vist nok (ikke) har været på date med, hvor de spiste pizza og drak hybensaft. Desværre var han gift, siger Pia, imens mor nikker forstående, som en mor gør, når et barn fortæller, at dukken er sulten eller skal have skiftet ble. Eller også er det den reneste kærlighed, når Pia endelig får lov at holde i hånd med en mand. Elsker/elsker ikke.