Dagens selvmodsigelse: Feministiske drengerøve

Drengerøvskomedierne har hærget biografer siden 70’erne med klassikere som “Delta-kliken”, “Varme drenge” og ikke mindst “American Pie” på samvittigheden. Hvis man overhovedet kan tale om reel innovation i genren, så er det nok primært i graden af lummerhed eller antallet af usympatiske karakterer. “Bad Neighbours” tilføjede ikke meget til skabelonen, men Seth Rogens unikke humor gav den i det mindste en tone, der var behageligt anderledes. Nu er der så kommet en efterfølger, der gør noget nyt(!).

“Bad Neighbours 2” er noget så selvmodsigende som en feministisk drengerøvskomedie. Ideen om at erstatte den første films fraternity med et sorority (samme koncept, men en studenterforening for piger i stedet for drenge) er ikke nødvendigvis det mest originale koncept nogensinde, men jeg er alligevel imponeret over, at man har valgt at tage konsekvensen af dette fokusskift og rent faktisk skrive en film fra kvindernes synsvinkel i stedet for at nøjes med lummer voyeurisme. Der er selvfølgelig masser af bart kød, men faktisk er det Zac Efrons rolle, som vender tilbage fra den første film, der denne gang bliver gloet mest på.

Plottets udgangspunkt er det problematiske faktum, at det på amerikanske universiteter kun er fraternities, der har lov til at holde fester. Efter at en gruppe unge, kvindelige studerende bliver trætte af de evindelige sexistiske fester med våde t-shirt-konkurrencer, blækspruttearme og bollerum, stifter de derfor deres eget sorority, der opererer uden for universitetets system og derfor kan holde alle de fester, de vil. Uheldigvis er det eneste hus, de har råd til, det samme som fra den første film og de hårdt prøvede naboer (igen Seth Rogen og Rose Byrne), der lige har sat deres eget hus til salg, må derfor igen gribe til hårde midler for at slippe af med deres hårdt festende naboer.

Der bliver gjort en del ud af at understrege, at selv om søstrene i Kappa Nu, som de kalder sig, virkelig har retfærdigheden på deres side, så betyder det overhovedet ikke, at de er klogere eller mere modne end drengerøvene fra den første film. Det er en udmærket pointe, men det er ikke altid, at den giver afkast i god humor. Det er ofte en smagssag, som da de som en hævnaktion bombarderer nabohuset med blodige tamponer. Efrons karakter protesterer, at de er gået alt for vidt, men Chloë Grace Moretz som Kappa Nus formand indvender, at han havde syntes, det var sjovt, hvis det var en pose fyldt med pikke. Efter et øjebliks betænkningstid fniser han og giver hende ret.

Til trods for at der er feminisme på programmet er, så er den skrevet af fem mænd. Jeg nægter at tro på, at der ikke findes kvindelige komedieforfatter i Hollywood, eller at en sådan ikke kunne have tilføjet noget vigtigt til filmen. Sit blik. Alligevel er det, der er, sjovt. Jeg grinte lige så højt af den her toer som af den første.