Bad 2

Der er en mørk side til julen. For du er kun inviteret til hjerternes fest, hvis du har familie og venner at fejre den med. Men selv om den mørke side er sørgelig at se på, så kan det være vanskeligt at kigge væk. Synet af en selvmordsramt julemand er sært dragende. Og der er selvmordsforsøg i “Bad Santa 2”. Igen. Willie Soke har nemlig ikke ændret sig siden første gang, vi stiftede bekendtskab med ham, hvilket ikke ligefrem gør gensynet til en glæde. Han brækker sig nemlig stadig, bander stadig og jagter piger med julemandskomplekser. Endnu engang er der ikke meget ’Ho! Ho! Ho!' i denne dårlige julemand.

Måske er det ironien, der appellerer. Ironien i at se manden, som spreder glæder til børn verden over, blive degraderet til en liderlig, kriminel alkoholiker med familieproblemer. Og det er da også ironisk at se julemanden stikke hovedet ind i ovnen i forsøg på selvmord ledsaget af en glad julesang i radioen. Men det bliver hurtigt tydeligt, at Billy Bob Thornton ikke har mere at byde på. “Bad Santa 2” forsøger at få grinet frem ved at forvandle hjerternes fest til nulpunktet i julemandens liv. Som at tage de mest uskyldige minder fra barndommen og besudle dem med det værste fra menneskets natur.

Men det bliver bare aldrig krænkende. Det bliver aldrig farligt. Faktisk blev jeg mest krænket over, hvor sikkert det hele er. Den sætter de samme spor i sneen som den første film. Og gentager endda flere jokes. Lad os konstant gøre grin med dværgens højde og den tykke drengs vægt, for det fungerede jo første gang. Mod slutningen gentager de endda en scene fra den første film – som jeg fra starten havde set komme – men på det tidspunkt har ikke bare julemanden, men også resten af “Bad Santa 2” givet op. Men hvorfor også forsøge at sige noget nyt, når der er en dværg, der skal have af vide, at hans nosser må nå helt ned at røre sneen, fordi hans ben er så korte.

Lidt nyt sker der dog. Der bliver introduceret nye karakterer til toeren, hvor den mest prominente er Willies mor, Sunny. Hun fungerer som det tredje bandende medlem i den nu inkompetente trio, der tidligere bestod af Willie og dværgen Marcus. Dialogen mellem de tre er et konstant forsøg på at svine hinanden til, hvilket – du ved – er det samme som i den første film, nu bare med en ekstra karakter. Så i stedet for at tilføje noget nyt, bringer hun mere af det samme. Som søn, så mor.

Så duoen er blevet en trio, hvilket desværre er en tendens, der præger mange komiske toere. Man skal overgå den første. Man skal brække sig lidt mere, bande lidt mere og bolle lidt mere. Hvor sexscenerne i den første film forblev ved de fem sekunders intervaller, trækker de dem nu til ti sekunder. Hvor Thurman Merman i første film var kært ubegavet, er han nu lige så klog som en savlende abe. Og hvor den dårlige julemand tidligere røvede supermarkeder, er målet denne gang en velgørenheds-organisation for børn. For hvad er værre end at stjæle fra fattige børn?