Det skulle have været enhver 17-årig piges drømme 18-års fødselsdag. Solen, vandet, Trine Dyrholm og lækre nordmænd. Men sådan går det desværre aldrig i en film af Michael Noer.

Michael Noer er altid rå og ærlig i sine film uden kunstige effekter eller filmiske afledningsmanøvrer; alt bliver fortalt i øjenhøjde med jord under neglene.

‘Birthday Girl’ er hans nyeste skud i bøssen og handler om moderen Nanna (Trine Dyrholm), som netop er blevet skilt fra datterens far. Som en trøst tager hun datteren Cille (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) og hendes veninde Lea (Maja Ida Thiele) med på et krydstogt i det Caribiske øhav. Der er dømt solbriller, bikini og kokosdrinks i lange baner, men eventyret må indstille sig hurtigt, da datteren bliver fundet en morgen midt i buffeten uden bh; hun har været udsat for et seksuelt overgreb. Herfra tager Trine Dyrholm sin mest løse Adidas-tracksuit på, og jagten på overgrebsmanden går i fuld gang.

Det kommer måske ikke bag på nogen, at Noer ville kaste sig over emnet ‘seksuelt overgreb’ i løbet af sin karriere. Noer er fænomenal til at kaste lys over de afkroge, der sjældent bliver behandlet i dansk film, om det så end gælder knallertbøller i ‘Nordvest’, den sene kærlighed i ‘Nøgle Hus Spejl’ eller de indsatte i de danske fængsler i ‘R’ og tv-serien ‘Huset’.

Derfor var jeg faktisk spændt, da jeg satte mig ned og skulle se ‘Birthday Girl’. Den starter forrygende ud med et flash-forward klip af Nanna stående på dækket af skibet i rødt lys og vandet sprøjtende op på hende. Klip til, at de går ombord på skibet grinende og fuld af spænding; de tøse fniser og åbner en smuglet hvidvin. Problemet er nemlig, at man skal være 21 for at drikke på skibet, derfor skal der i løbet af aftenen smugles alkohol til de to mindreårige tøser. De pakker ud og giver den gas til lyden af Tessa, de bader i poolen og drikker drinks med paraply i. Det er faktisk enormt fængslende at overvære.

Hvis filmen dog bare ville forblive lige så spændende. For så snart Cille bliver fundet uden bh på, dykker ‘Birthday Girl’ i tempo og engagement. Lige når problemerne bliver allerstørst, bliver interessen allermindst.

Det er ikke, fordi at filmen er kedelig; der sker bare ikke ret meget. Nu er ferien ødelagt, så Lea tritter rundt for sig selv, og Nanna prøver at få Cille til at tale. Det vil Cille selvfølgelig ikke, og det er faktisk hele midten af filmen.

Frem og tilbage fra den lille kahyt til skibets seværdigheder, dog afbrudt af smukke droneskud af krydstogtskibet. Nanna og Cilles håbløshed ender desværre med at trække flere gab, end den trækker nedbidte negle.

På trods af den udstrækte lave spænding, er der ubehagelige guldkorn, som kun Noer kan gøre det. Da Cille skal undersøges af skibets eneste læge, måtte jeg sidde og holde mig for munden; det er enormt personligt og intimt at se en kun 18-årig pige sidde med sin mor og få taget dna fra under sine negle, putte sit tøj i en pose for bevismateriale og endda tage en fortrydelsespille.

Magtesløsheden indtræffer for alvor, da Nanna ikke kan anmelde det til nogen, da de bevæger sig på internationalt farvand. Der er intet politi ombord, derfor kan der ikke blive givet nogen straf til gerningsmanden, der gemmer sig på skibet.

Man skulle tro, at det skabte spænding for filmen, men desværre er det der, den begynder at dykke. Desværre bliver filmen også pakket for meget ind i et ‘John Wick’-look, hvor alt er støbt i neonlys. Endda filmens titel lyser op som en 50’er milkshakebar. Og det er bare ikke der, at Noer er bedst. Det er svært at se bort fra de tydelige kunstige greb, når filmen på papiret er så rå og realistisk.

Heldigvis vil der sidde en håndfuld scener under huden på mig efter at have set ‘Birthday Girl’. Udover den førnævnte lægescene deler Nanna og Cille en smuk dansescene på skibets silent-disco klub, hvor de for en stund glemmer den traumatiske hændelse. Og slutscenen i filmen vil også for altid stå for mig som en af dansk films mest spændingsfyldte slutscener, lige efter Noers egen slutscene i ‘Nordvest’.

Trine Dyrholm er nok Danmarks Meryl Streep; hun kan ikke give en dårlig performance, og sammen med Danmarks kommende nye talent, Flora Ofelia, går det op i en højere enhed. Maja Ida gør det også enormt godt på den korte tid, hun er med, dynamikken er på plads imellem dem alle tre, og de inddrager en helt ind i kahytten sammen med dem.

Flora Ofelia gør det ekstremt godt, efter hun bliver fundet; hun kan trække sig helt ind i sig selv og gemme på sine følelser. Hun har selvfølgelig også træningen fra hendes debutrolle i serien ‘Ulven Kommer’, hvor hun spillede voldsoffer. Jeg syntes dog stadig, at hun var mere fængslende i starten og slutningen af filmen, nok fordi, at det var en ny side af hende, jeg så.

‘Birthday Girl’ er nok for mange en film, man kun ser en gang; den er ikke så ubehagelig, som den selv tror den er, eller som den kunne have været. Det eneste, jeg rigtig har lært af at have set den, er, hvor fanget juridisk set man er på et krydstogtsskib.

Jeg ville ønske, at den var mindre kunstig og mere ærlig, så havde den nok efterladt et større indtryk på mig.

‘Birthday Girl’ kan ses i biografen fra d.4 april.