Black Swan
Udgivet 19. jan 2011 | Af: Benway | Set i biografen
”Jeg havde den mest vanvittige drøm i går,” fortæller Natalie Portman indledningsvist i “Black Swan”, men for publikum er galskaben først for alvor ved at begynde nu, som vi tager de første skridt ind i en dyster forskruet feberdrøm.
Filmen følger balletdanseren Nina, spillet (og ofte danset) af Natalie Portman. Hendes liv er helt og holdent tilegnet ballet, og da hun får chancen for at danse hovedrollen i “Svanesøen”, er det en livsdrøm, der går i opfyldelse. Balletmesteren er dog ikke helt overbevist om, hvorvidt hun magter begge sider af rollen. Nina er helt og holdent teknik og ingen følelse. Jo vist kan hun formidle den uskyldsrene hvide svane, men formår hun også at finde den seksualitet og farlighed, der skal til for at danse dens sorte modstykke? I kontakt med denne dimension er derimod den unge danserinde Lily, som er indbegrebet af alle de egenskaber, som Nina ikke har: Udisciplineret selvsikkerhed, opsøgende seksualitet og muligvis også en vis manipulationsevne. For Nina bliver hun både en rival og en kilde til fascination.
Skuespillet er hele vejen igennem fremragende. Vincent Cassel er ikke mindst god som den manipulerende balletmester, men der er dog ingen tvivl om, at filmen først og fremmest tilhører Natalie Portman, der er rent ud sagt blændende som den hårdtplagede danserinde. Hun har et af filmbranchens mest fotogene ansigter, og Aronofsky følger hende i ekstreme nærbilleder, der printer sig ind på nethinden. Både hun og filmskaberen fremstår frygtløse.
Efterhånden som vi kommer længere ind i fortællingen, presser Aronofsky vedvarende grænserne for, hvad man kan vise, og hver gang man tror, at nu er han alligevel gået lidt for langt, presser han dem lige en anelse længere – og får det til at virke. Storslåede dansescener blandes med kulsort humor og nogle virkelig foruroligende billeder – aldrig har negleklipning været så skrækindjagende – og som filmen skrider frem, og Aronofskys kamera vipper febrilsk med danserinden, føles det som om ikke bare Nina, men også selve filmen er blevet sindssyg. Det er ikke ligefrem særlig subtilt eller underspillet, men til gengæld så er det en forrygende demonstration af, hvad film kan gøre som intet andet medie, og en mesterlig opførsel i ren filmpower. Det er muligt, at “The Social Network” kommer til at skovle de allerstørste priser ind ved årets Oscar-uddeling – og det er den bestemt også vel undt – men i mine øjne er dette alligevel et langt større værk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet