Efter to års pause er Marvel tilbage med endnu en spillefilm. Den her gang er det med den originale Avenger, Black Widow, i hovedrollen, hvilket må siges at være på høje tid.

Scarlett Johansson er tilbage i rollen som den titulære superhelt aka Natasha Romanoff, og hun er lige så fantastisk i rollen, som hun har været siden sin debut i ”Iron Man 2”.

Filmen er dog hendes svanesang, og det er desværre sidste gang, vi ser spionen med de ildrøde lokker i live action-MCU.

”Black Widow” foregår i tiden mellem ”Civil War” og ”Infinity War”, og selvfølgelig før Romanoffs alt for tidlige død i ”Endgame”. Her får vi en baggrundshistorie, der inddrager hendes russiske rødder og hendes fortid i det berygtede Red Room. Romanoff er ude efter hævn, og den mere blodtørstige tilgang til en superhelt udgør et friskt pust til MCU.

Selvom filmens præmis fungerer som den origin story, vi skulle have fået mange år tidligere, passer den på sin vis samtidig som en passende afslutning for superhelten.

Filmen begynder fantastisk med en åbningsscene, der på kort tid etablerer vores hovedperson, hendes ’familie’ og den konflikt, der senere kommer til at drive filmen fremad. Alt sammen sker kort og koncist med neglebidende action, der får én til nærmest at savle over, hvad der er at komme.

Vi får da også nogle glimt af åbningsscenens kvalitet – især i filmens actionscener. Her tænker jeg på en hæsblæsende fangeflugt fra et russisk fængsel og en kamp i frit fald mellem Romanoff og filmens bad guy, Taskmaster. Her mærker man en tydelig inspiration fra spion- og actionfilm som ”Mission: Impossible”, og det er her filmen for alvor stråler.

Et andet lyspunkt findes i Natasha Romanoff og hendes forhold til sin ’familie’. Her møder vi David Harbours Alexei aka The Red Guardian, familiens far, Rachel Weisz’ Milena, familiens mor, og Florence Pughs Yelena, Natashas søster.

I vanlig MCU-stil sidder castingen i skabet, og ofte rammer manuskriptforfatter Eric Pearson plet, når han drager paralleller mellem spionfamilien og den typiske ’far, mor og børn’-familie. Dog virker det som om han ikke ved, hvornår han skal stoppe, og de dialogfyldte scener ender ofte lidt for cheasy og tåkrummende. Desværre slutter kritikken af filmen ikke her.

På trods af at alle gør et godt stykke arbejde med deres karakterer, er det Florence Pugh, der stjæler spotlightet – til tider også fra Scarlett Johansson selv. Pugh bringer en sårbarhed, sarkasme og hårdhed til sin karakter, der gør hende både relaterbar og beundringsværdig.

Man får hurtigt lyst til at se mere til spionen i fremtidige MCU-projekter, hvilket desværre også føles som filmens mål. ”Black Widow” føles ofte som en steppesten for at Pugh kan blive MCU’s næste superspion, og det betyder desværre også, at Johansson kan føles som en passager i sin egen historie.

Hvor filmen dog for alvor rammer et vejbump, er ved skurken, Taskmaster. Hvordan man nogensinde formår at gøre en skurk, der har indstuderet og lært alle de samme evner som Captain America, Black Panther, Hawkeye og Winter Soldier, så uinteressant, forstår jeg simpelthen ikke. Det kan godt være, at mange af actionscenerne er intense, hæsblæsende og medrivende, men med undtagelse af Natashas første møde med Taskmaster, kunne karakteren lige så godt have været en hvilken som helst anden agent. Det virker som om, instruktør Cate Shortland har glemt, hvad karakteren er i stand til, og Taskmasters potentiale løber hurtigt ud i sandet.

Selvom jeg havde en fantastisk oplevelse med filmen, hvor jeg størstedelen af tiden blev underholdt for fulde drøn foran mit eget fjernsyn i min egen sofa på Disney+, kunne jeg ikke fortrænge en nagende følelse i baghovedet, der kun har vokset sig større siden — følelsen af spildt potentiale. Her mener jeg ikke kun ift. Taskmaster, men derimod Black Widow. Hvad vi dog kunne have fået med en reel franchise med Johansson i hovedrollen. I stedet må vi tage til takke med en blot udmærket send-off til Natasha Romanoff, og så håber jeg bare, at Florence Pugh kan udgøre en lige så fantastisk spion som Johansson, for der er umådeligt store sko at udfylde.