Hverdagens helt

Fra første scene cementeres det, at hovedpersonen, Lorenzo Woodrose, er i modvind. Woodrose, der kun går i denim, er på svampejagt og på vej over et hegn, da han vælter pladask med snuden i græsset. Han har tydelige abstinenser og tømmermænd fra aftenen før. Det er ikke let at være rockstjerne.

Det borgerlige navn lyder Uffe Lorenzen, og igennem 20 år har han været dansk undergrundsrocks ledende stjerne. Blandt andet med bands som Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, rodfæstet i 70’ernes psykedeliske bevægelse. Rock’n’roll-livet har i mellemtiden sat sine spor i musikeren, der til trods for et velplejet skæg ikke kan skjule sit forbrug af stoffer og alkohol. Men han forsøger heller ikke. Lorenzo Woodrose er en dinosaur i den verden, vi kender. Han pisser på tidens konventioner om helse og medieopmærksomhed. ”Det er baggården, der er hyggeligst,” som han siger, da han skal ud og ryge til Danish Music Awards, hvor han i virkeligheden ikke gider være.

Vi kommer helt tæt på rockmusikeren, både fysisk og mentalt. Når han fylder sig med syre, når han sveder, når han urinerer. Men også når han reflekterer, længes og sørger. For syrerockeren Uffe er blot et menneske – og portrætteres sådan. Det gør dokumentarfilmen vedkommende, selv hvis man er fremmed for musikken. “Born to Lose” er gennemsyret af en sjælden, dokumentarisk ærlighed, baseret på Palle Demants godt fire års råmateriale. Den debuterende instruktør kommer elegant uden om musikdokumentarens klichéer om storhed og fald og koncentrerer sig i stedet om hverdagens kamp for musikeren. Med tryk på hverdag.

Nok er vi med på Orange Scene på Roskilde Festival, men hovedvægten er dagligdagen i øvelokalet, hvor øl-automaten – til stor irritation – er tom, eller lejligheden, hvor pladerne vendes, brødet ristes, og den to meter høje kæmpe dejser om. Fuld og skæv. Bunden nås til en Baby Woodrose-koncert i provinsen, hvor kun 23 mennesker er mødt op. Nogle fordrukne bonderøve overøser forsangeren med komplimenter, mens han kæmper for ikke at tabe ansigt. Øjeblikket er lidet flatterende, men uforstilt, og viser mere end noget andet Woodroses ofring for kunsten.

Det mærkes, at Demant har villet dække den kreative proces så autentisk som muligt. Ikke mindst at han selv er musiker og dermed har investeret så meget mere i det personlige drama. Dog koger ambitionerne over, når lyddesignet er trukket igennem en Space Echo-maskine fra 70’erne, efter sigende for at være tro mod Baby Woodroses og Spids Nøgenhats analoge produktioner. Det lyder simpelthen som sjusket lydarbejde.