Boss Baby
Udgivet 5. apr 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Fyringsrunder, power naps og resultat-bonus har intet at gøre med babyer, babysittere og søskende-konflikter. Derfor er “Boss Baby” en god idé. Her gør DreamWorks to forskellige verdener til et spejl af hinanden. En nyfødt lillebror er for familien det samme som en nyansat mellemleder for virksomheden. En ny konkurrent om opmærksomheden. Og så er baby-lignelsen en ret præcis satire over det hysteriske konkurrence-samfund. Giv så den unge sin sut!
Det er i hvert fald sådan Tim oplever den lille baby, da den perfekte trekant – far, mor og Tim – brydes til fordel for familiens lille, ny lillebror, der ‘skrig og skrål’-kommanderer med de voksne som en lille chef. Alt drejer sig om babybossen. Og det er Tim med “Toy Story”-stor fantasi træt af. Smut igen, Baby! En helt almindelig søskende-jaloux følelse, som her udlægges som en ny mellemleder i familie-virksomheden. Tim trues med fyreseddel, han er alt for gammel nu – næsten otte år!
Den spejling er det bedste ved “Boss Baby”, inden der går klassisk DreamWorks i den til slut, hvor den obligatoriske skurk skal action-stoppes med et tempo, der rimer på Jason Bourne. Eller “Pingvinerne fra Madagascar”, der også fik sin skurkestemme leveret af Niels Olsen sammen med en plan om hævn over de nuttede. Pingviner, babyer – kan det ikke være det samme?
Der er chefer og alle os andre. Sådan skelnes der på arbejdspladsen. Helt forskellige. Nogen fødes som babyer – andre som chefer, der vil se resultater; ikke så meget (baby)snak. Men måske er der andet i livet end jagten på hjørnekontoret? Det kan Bjarne, Boss Baby og alle andre med en lille chef i maven så lige tænke over, inden de en dag smider sutten.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet