Brooklyn’s Finest
Udgivet 26. maj 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Mange af klichéerne i film om korrupte strømere er efterhånden så udtrådte, at man automatisk tager sig til hovedet, når de fremsiges. Af samme årsag er man også uhyre taknemmelig, når der indimellem dukker en film op, som formår at vride dem på en overraskende og anderledes måde.
Derimod er Tango, spillet af Don Cheadle, en hårdt presset mand, der har været undercover så længe, at han nu føler sig mere hjemme hos forbryderne end hos sine politikontakter. Da de beder ham om at fange en gammel ven, begynder Tangos loyalitet for alvor at være usikker. Den katolske narkostrømer Sal i skikkelse af Ethan Hawke er også presset, men i hans tilfælde skyldes det, at hans familie udvider sig med en sådan hast, at han ikke længere kan forsørge dem, og efterhånden bliver det mere og mere fristende at snuppe nogle af de mange narkopenge, han ser hver dag.
Som altid i film, hvor vi følger flere historier, er nogle dele stærkere end andre. Richard Gere spiller ganske vist glimrende til trods for, at han strengt taget er ret fejlcastet, men hans rolle som udbrændt strømer, der får en sidste chance til at sone sin synder, er den mest forudsigelige og fladeste i gruppen. Ethan Hawke er med sit hærgede kranieagtige-ansigt ganske uforglemmelig som den desperate familiefader, men plottet hober næsten grunde til, at han skal blive korrupt, over ham, til det nærmer sig det absurde. Han har allerede fem børn – og tvillinger på vej – og hans kone er for øvrigt syg. Han skal nærmest have været en helgen for ikke have snuppet et par dollars for længe siden.
Det er vanskeligt ikke at sidde tilbage med en følelse af reprise gennem en stor del af filmen, og på trods af nogle handlingstvist begynder mængden af sammenfaldende tilfældigheder i den sidste halvdel at blive så overvældende, at man for alvor bliver bevidst om, hvor konstrueret det hele i grunden er. Instruktøren Antoine Fuqua har tidligere stået bag “Training Day”, men den fortælling havde en enkelhed over sig, som alvorligt savnes her. Ligesom i den film formår Fuqua også her at give beretningen en gadens autencitet, men her overdøves den næsten af larmen fra manuskriptets knirkende hjul.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet