Kvinder med tyndskid

Kvinder kan ikke være sjove. I hvert fald ikke lige så sjove som mænd. Hvor mange gange er man ikke stødt på den frastødende kliché? Med “Brudepiger”, hvis rollebesætning nærmest udelukkende består af kvinder, er den påstand én gang for alle manet i jorden for bestandig. Halleluja og amen.

Annie og Lillian (Kristen Wiig og Maya Rudolph) er bedste veninder helt tilbage fra barndommen. Nu, hvor de er midt i 30’erne, har Lillian endelig fundet manden i sit liv, mens Annie stadig fjoller rundt med en slibrig sjuft af en bolleven (spillet af Jon Hamm fra “Mad Men”) og i øvrigt hader sit lønslave-job i en smykkeforretning. Annie har med andre ord langt fra styr på sit liv. Værre bliver det kun, da Lillian peger på Annie som over-brudepige med ansvar for den sagnomspundne polterabend.

Men Annie har tilsyneladende en konkurrent i skikkelse af Lillians arbejdsveninde Helen: en gudesmuk, velbjerget kvinde, der lever og ånder for at arrangere perfekte sammenkomster. Annie kommer dårligt fra start med en middag på en tvivlsom brasiliansk restaurant for det brogede slæng af brudepiger. Tyndskid over hele linjen – og så midt under den store kjole-fitting. Og derfra går det bare støt ned ad bakke for stakkels Annie.

Kristen Wiig og Maya Rudolph har i en årrække været comedy’ens bedst bevarede hemmeligheder. Fra deres opstart på den legendariske stand up-klub The Groundlings i Los Angeles til fast bestanddel af Saturday Night Live har de to komisk medsammensvorne langsomt, men sikkert, opbygget sig et ry i branchen. Og nu får den bredere del af befolkningen endelig chancen for at stifte bekendtskab med de to i en stort anlagt komedie. Wiig har selv stået for manuskriptet med veninden Annie Mumolo, komediens wunderkind Judd Apatow har produceret, og det er der kommet en vidunderlig, anarkistisk, modig og på mange måder revolutionerende komedie ud af. Her holder man sig ikke for fin til at vise en kvinde iført kridhvid brudekjole, der må give efter for tyndskid og lave pølser midt på en befærdet vej i det centrale Milwaukee. Der både pruttes, ræbes og overbrækkes i “Brudepiger”, for kvinder kan også være platte og sjove samtidig. Den del af humoren er ikke forbeholdt mænd. Sjofelheder til side, så er filmens sande genistreg og bankende hjerte en insisteren på venskab som ligevægtig med ægteskabet.

Et gran af virkelighed og alvor trænger sig på i form af Annie-karakterens baghistorie, som hun selv joker ironisk med: “Hvem får den åndssvage idé at åbne et konditori midt under en finanskrise?” Annie er gældsplaget, deler lejlighed med et mere end sært søskendepar fra England og balancerer konstant på randen af fornuft og hysterisk anarki. Hvad for en veninde kan ikke engang arrangere en ordentlig polterabend? Eller stikke en pind i en lort uden at ødelægge både pinden og lorten? Af både statur og talent gør Wiig sin karakter identificerbar. Som Tina Fey er Wiig måske ikke en klassisk skønhed, men nye vinde blæser glædeligt i Hollywood og gør plads for kvinder, der for bare få år siden udelukkende var hensat til kødløse og kønsløse biroller. Kristen Wiig, Maya Rudolph og Tina Fey danner fortrop i en længe ventet, nærmest feministisk revolution inden for filmkomedien. Og publikum er mere end klar. Det vidner filmens enorme succes i hjemlandet om, hvor “Brudepiger” sågar har vippet begge “Sex and the City”-film af pinden hvad angår bioindtægter.