Jeg hader katte. Og nu hader jeg også “Cats”.

De har egentlig ikke meget med hinanden at gøre. Dyret og filmen. Kattene i “Cats” ligner nemlig mennesker som Taylor Swift og Idris Elba, der er forklædt som katte i CGI-pels med hale.

Det ser kattens bizart ud. Og så er de nøgne, hvilket katte jo normalt er, men her som menneskekatte er de sært seksualiserede med bare baller og en slags bryster – dog uden brystvorter som i “Batman Forever”.

Alle er dog ikke nøgne. Skinnekat er iført røde bukser og stepsko, mens Jennifer Hudson som den afdankede divakat Grizabella har pels uden på pelsen. Hun synger Andrew Lloyd Webber-hittet “Memory” så sørgeligt, at hendes næsesnot driver ned mod munden. Velbekomme.

Hvad handler “Cats” så om? Godt spørgsmål. Jeg er ikke sikker. Det er vel en slags ‘X Factor’-konkurrence for katte, hvor vinderen udpeges af Judi Dench, der som præmie lader den bedste sangkat komme i himlen (dø?).

Det er uklart, hvorfor alle de optrædende katte så gerne vil forlade dette liv, når de nu glade synger og danser. Men det vil de altså. Særligt Idris Elbas nøgne hankat, Macavity.

Han er stykkets skurk, der som en anden Thanos knipser konkurrenterne væk én efter én. Ikke sådan for alvor væk, men ud på en pram, hvor de nemt kan slippe væk fra igen.

Men inden det bliver alvor, er der sang efter sang. Den tykke kat, der naturligvis skal spilles sjovt af Rebel Wilson, fordi tyk, synger om sig selv. Det samme gør scorekatten Rabalder-Tjalle, tvillingerne Mungojerrie og Rumletiske samt teaterkatten Gus, der i skikkelse af Ian McKellen også drikker mælk fra en skål.

Endelig er der megastjernen Taylor Swift, som er den sexede missekat Bombalurina i høje hæle. Jeg spår Bombalurina en hovedrolle i “This is not Cats”, når den rammer Pornhub.

Tom Hoopers fortolkning af Andrew Lloyd Webbers sange rammer derimod aldrig mig. De er fjollede. Noget om Jellicle-katte, der skal til et Jellicle-bal, så de kan komme op over Jellicle-månen. Det er vrøvl.

Det er også dybt forceret, når Grizabella skal forsøge at tæve tårerne frem med “Memory”. Den optræden hænger ikke fast – det gør “Cats” desværre.

Jeg kommer næppe til at kunne slette disse mærkelige menneskekatte fra min hukommelse, der for altid vil være mærket af en nøgen katte-udgave af Rebel Wilson med spredte ben.

Derfor er “Garfield 2” nu officielt overgået som den værste film om katte. Miav.