Central Intelligence

InstruktionRawson Marshall Thurber

MedvirkendeKevin Hart, Dwayne Johnson, Aaron Paul, Amy Ryan, Megan Park

GenreKomedie

IMDbVis på IMDb

I biografen30/06/2016

Anmeldelse

Central Intelligence

3 6
Lille, sort og lys humor

Kontraster er sjove. Meget sjove. Sjove nok til at bære en hel film. Nogenlunde sådan må tankegangen have været, da man besluttede sig for at lave “Central Intelligence”. Logikken bag er, at hvis man parrer Dwayne ‘The Rock’ Johnson, der er stor og lys, op med Kevin Hart, der er lille og sort, så laver komikken stort set sig selv. Det gør den ikke.

Vi begynder i high school, hvor Kevin Harts lille, sorte Calvin er skolens superstjerne og har tilsyneladende alting kørende for ham. Dwayne Johnson store, lyse Bob er derimod den overvægtige taber uden en stor fremtid. Det lyder måske sjovt at få The Rock, en mand berømt for sine gigantiske muskler, til at spille en overvægtig teenager. Men det sjove forsvinder i teknisk inkompetence, da det ligner, at man ved hjælp af face swap-appen har plastret Johnsons ansigt på en overvægtig mand og så ellers holdt fyraften. Resultatet ser elendigt ud, og det hjælper ikke, at den unge Bob er den mest stereotype nørd siden Jerry Lewis i “The Nutty Professor”. Det er svært at tage Bob seriøst. Det er der nu heller ikke nogle af hans klassekammerater, der gør, så da nogle lede bøller smider ham nøgen ind i en proppet gymnastiksal på dimissionsdag, er Calvin den eneste, der hjælper.

20 år senere. Calvin har ikke indfriet de store forventninger, men sidder fast i et kedeligt revisorjob, hvor hans tidligere praktikant er blevet hans chef toppet af med knas i parforholdet derhjemme. Da Calvin ud af det blå kontaktes af Bob, der i mellemtiden har fået store muskler og er blevet godt en meter højere, begynder det at blive rigtig dumt. Bob er nemlig en hemmelig agent på flugt fra CIA. Nu har han brug for Calvins hjælp. En masse snak om internationale transaktioner, længde- og breddegrader flettes ind i dialogen i et ihærdigt forsøg på at maskere, hvor lidt af det hele der giver mening. I stedet virker det mest af alt som et setup til en fjollet situation, som da Bob udgiver sig for at være Calvins parterapeut, end som handlinger der skal give samlet mening.

Det er The Rock i rollen som superagenten Bob, som er den sjoveste oplevelse blandt de mange setups. Foruden at være en dræbermaskine så elsker han også bæltetasker og enhjørninger. Johnson er dejligt deadpan i rollen som ensom superspion, der bare gerne vil have en ven. I modsætning til Kevin Hart, der bruger det meste af tiden på enten at skrige eller fortælle jokes om, hvordan han er sort.

Men det sjov, der unægtelig er, bliver suget ud ved hjælp af et ton af hurtigt klippede actionscener, der er lige så uimponerede, som de er overflødige. Oven i dette kommer et åbenlyst plottvist efterfulgt af en langtrukken slutning, hvor der slavisk bliver fulgt op på samtlige spørgsmål, der på noget tidspunkt er blevet rejst i det meningsløse forløb.

Den kedelige slutning kvæler det sidste momentum, der måtte være tilbage i “Central Intelligence”, og det eneste, jeg tog med mig ud af biografen, var, at nok er kontraster sjove, men uden nogen god sammenhæng at lade dem agere i bliver det bare endnu en sort-hvid buddy-actionkomedie. Det er det korte og det lange af “Central Intelligence”.

Kort om filmen

Han var nørdet og blev drillet i skolen. Nu er han en dødbringende CIA agent og skal til genforeningsfest. Under påskud af at arbejde på en tophemmelig sag hverve han skolens tidligere es, nu revisor, som savner tidligere tiders storhed. Men før den satte talknuser opdager, hvad han har givet sig i kast med, er det for sent. Hans nye og meget uforudsigelige ven kaster ham hovedkulds ud i skudvekslinger, dobbeltbedrag og spionageoperationer, der meget nemt kunne ende med at tage livet af dem begge.