Vi er på vejen igen…

Den såkaldte road movie-genre huser en masse spændende film, hvor karaktererne gennemgår en personlig forandring, der afspejles i deres ofte lange rejse mod den endeløse horisont. “Easy Rider”, “The Straight Story”, “Rain Man”, “Little Miss Sunshine”… Desværre er Danmark så lille et land, at det har været praktisk talt umuligt at lave en reel road movie inden for nationens grænser, men den slags dilemmaer standser ikke et kreativt koryfæ som Ole Bornedal. Tilbage i 1996 lavede han miniserien “Charlot & Charlotte” – et vaskeægte road trip gennem et unikt Danmark, der synes storslået og endeløst, blottet for landegrænser og gennemsyret af ægte magi. Personligt synes jeg, at det er noget af det bedste tv, som nogensinde er blevet produceret herhjemme.

Ellen Hillingsø spiller Charlot, og Helle Dolleris spiller Charlotte – to vidt forskellige kvinder, som mødes tilfældigt i Københavns lufthavn. Charlot er en sej og kæk forretningskvinde, som aldrig accepterer et “nej”. Charlotte er derimod en gudfrygtig pige fra landet, som ikke engang kunne gøre en flue fortræd. Ja, man kan vel nærmest sige, at de to kvinder er hinandens diametrale modsætning. Alligevel knytter de to damer et helt særligt bånd, efter at de begge er blevet forladt af deres respektive mænd, og sammen drager de mod Charlottes forældre i Skagen, hvor de forhåbentlig kan starte på en frisk.

Det er fristende at klandre “Charlot & Charlotte” for blot at være et plagiat af “Thelma & Louise”, og der er da også en del slående ligheder, men det er tydeligvis også overlagt. Bornedal gør nemlig det samme som i “Nattevagten” – han driver gæk med vores forventninger ved at udnytte vores kendskab til ældre film og kendte konventioner. Flere filmiske arketyper dukker op undervejs – den døende rigmand, den storrygende mesterdetektiv, den karismatiske tyv osv. – men ved at blande alle disse kendte ingredienser fra alskens genrer skaber Bornedal et univers, som er helt sit eget, som næsten trodser beskrivelse, og som er uforudsigeligt som bare pokker. Hvor ville man ellers se Jess Ingerlsev – Mr. Børne-tv – i rollen som en ækel, aldrende trækkerdreng?

Bornedal skaber et enestående visuelt portræt af Danmark, der aldrig er set mage til. Ved at lade tøsernes rejse udfolde sig over adskillige dage får Bornedal landet til at fremstå ti gange større, end det vitterligt er. Men det er billederne af pigerne, der vandrer gennem en uendelig, knaldgul kornmark på Fyn, og synet af en tårevædet Tommy Kenter, der beundrer solens sidste gisp på Lillebælts nattehimmel, som omdanner Danmark fra et lille, konstitutionelt monarki til et bedårende slaraffenland à la Oz og Narnia, hvor alt kan ske.

Føljetonens persongalleri er lige så forbløffende og fascinerende som dens verdensbillede. Baard Owe er direkte skræmmende som en sindsforvirret pastor, der jager sin tabte discipel, Charlotte, mens Preben Kristensen er lige så uhyggelig, som han er sjov, i rollen som en psykotisk transvestit, der tydeligvis er en omvandrende cadeau til Alfred Hitchcocks “Psycho”. Ove Sprogøe spiller en oldgammel mand, der rejser med pigerne til Fyn, så han kan dø i sit barndomshjem. Sprogøes præstation er direkte bevægende, og den har næsten antaget en helt ny dimension anno 2010, hvor fynboen ikke længere er iblandt os.

Men seriens største force er og bliver det spirende venskab mellem Charlot og Charlotte, og både Hillingsø og Dolleris er superbe i hovedrollerne, som kræver, at der bliver trykket nænsomt og præcist på samtlige tangenter på følelsesregisterets klaver. Charlots selvsikkerhed begynder at smitte af på Charlotte, mens Charlottes betingelsesløse kærlighed til sine omgivelser påvirker Charlots kyniske verdenssyn, og sammen udvikler de sig til en uforglemmelig duo. Det er et af de helt store venskaber i dansk tv-historie. Hobevis af små historier og forskellige filmiske og musikalske stilarter smelter sammen i skøn forening i Bornedals storværk, men det er dens to heroiske heltinder, der får det hele til at hænge sammen.

Video

Ifølge coveret bliver seriens billedside præsenteret i billedforholdet 1.78:1, men det ligner snarere 1.66:1. Derudover er billedsiden ikke engang blevet optimeret til 16:9-fjernsyn, så man bliver nødt til at zoome ind i billedet for at fylde rammen ud, og så mister man derved lidt billedinformation i top og bund, og underteksterne forsvinder. Jeg er ikke stødt på et ikke-anamorphic widescreen-transfer som dette i årevis, så alt tyder på, at udgivelsen er blevet produceret i al hast. Grunden til, at transferet ikke scorer færre point, er, at billedsiden faktisk er ganske skarp, mængden af snavs er beskeden, både kontrasten og farvegengivelsen er hæderlig, og hverken edge-enhancement eller grel udtværing forekommer.

Audio

Disken huser et Dolby Digital 2.0-lydspor og et DTS 5.1-mix. Det betyder, at man kun kan nyde seriens lydside i surround, hvis ens forstærker kan afvikle DTS-lyd. DTS-lydsporet er alligevel ikke meget bedre end DD2.0-lydsporet, men volumen er ekstremt høj, så skru ned for højtalerne, før du smækker skiven i afspilleren. Et par nogenlunde panoreringer leveres via fronthøjtalerne, men baghøjtalerne bruges sjældent, og selvom lyden, musikken og dialogen er tydelig, så savner man virkelig en bedre bund, og mild susen forekommer.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at lydsporet er anderledes end det, der oprindeligt blev transmitteret på flimmerkassen i 1996. Da serien blev vist på DR, blev bl.a. Portishhead og R.E.M. brugt som underlægningsmusik, men de numre kunne man ikke skaffe rettighederne til, da dvd-udgivelsen skulle produceres. På dvd’ens lydspor er Sort Sol i stedet soundtrackets dominerende væsen.

Ekstramateriale

Fans har i årevis ventet på dvd-udgivelsen af “Charlot & Charlotte”, men hvis man også har ventet på noget dybdeborende ekstramateriale om miniseriens tilblivelse, har man altså ventet forgæves. Udgivelsens to skiver indeholder intet ud over føljetonens fire afsnit. Suk.