Cold Souls
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 6. nov 2010 | Af: DjBeau | Set på DVD
Paul Giamatti har efterhånden gjort sig bemærket i en del roller – både som bikarakter og hovedrolle. Man finder ham ofte på independent-scenen, hvor han især har imponeret som lettere depressiv vinconnaisseur i den fremragende “Sideways”, men et kig på hans filmografi afslører også roller i store produktioner som f.eks. “Saving Private Ryan” og The Truman Show”. I “Cold Souls” har Giamatti scoret endnu en hovedrolle, hvor han har fået til opgave at portrættere ingen andre end… sig selv.
To andre film popper straks op i bevidstheden, når man hører om plottet i “Cold Souls”. Først og fremmest må det siges at minde utroligt meget om “Evigt solskin i et pletfrit sind”, hvor Jim Carrey kontakter et lignende firma i håbet om at få slettet alle minder om en ekskæreste. Dernæst ligger det lige til højrebenet at sammenligne filmen med Spike Jonzes “Being John Malkovich”, der med John Malkovich i en lignende metarolle prøver at behandle “selvet” som tema. Desværre for “Cold Souls” kommer filmen alvorligt til kort, når man sammenligner den med de to mesterværker – den er kort sagt slet ikke i samme liga.
Det største problem i “Cold Souls” er den manglende pointe. Filmen lægger ikke op til specielt mange fortolkninger, hvilket er noget problematisk i en film, som til syvende og sidst ikke byder på en defineret pointe. Man sidder med en fornemmelse af, at historien prøver at kritisere eller i det mindste italesætte visse elementer i den moderne, vestlige kultur, men hvilke? Er det en kritik af den allestedsnærværende antidepressive medicin, som i forsøget på at kurere patienten samtidig lammer visse dele af det menneskelige følelsesspektrum? Eller måske en iscenesættelse af postmodernismens konstante identitetssøgen? Der forelægger ikke noget klart svar, men desværre heller ikke nok ledetråde til, at seeren involveres.
Præsenteret i anamorfisk 16:9. Videotransferet er ganske gennemsnitligt med en meget stabil kontrast og gode farver. Der forekommer hverken edge-enhancement eller udtværinger, men til gengæld kommer der et sted i filmen pludselig et skift i farvetemperaturen, hvilket er en forholdsvis sjælden transferfejl.
Præsenteret i Dolby Digital 5.1. “Cold Souls” er ikke den type film, hvor lydsporet spiller en meget afgørende rolle, men alligevel synes det her en anelse for passivt. Baghøjtalerne står ubrugte det meste af tiden, men bruges dog til små elementer i musikken. Dialogen lyder lidt for hul og dåseagtig, så mere end tre stjerner kan det ikke blive til.
Udover en minibiografi for nogle af skuespillerne indeholder dvd’en intet ekstramateriale.
“Cold Souls” er en mildt skuffende udgivelse. Den audiovisuelle præsentation er middelmådig, der er intet ekstramateriale, og filmen er mest af alt en smule ligegyldig. Der er som sagt et stort, men uforløst potentiale i den lettere absurde historie, men resultatet er bestemt ikke optimalt. På den mere positive side kan man fremhæve Giamatti, som på trods af sit stenede og lidt kiksede udseende er brudt flot igennem i den amerikanske filmindustri – det er bestemt ingen let sag, hvis man ikke ligner Clooney eller Pitt!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet