Croods, The
Udgivet 21. mar 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Før den menneskelige race omfavnede rationaliteten og fornuften, levede den som forskræmte hulemænd i skjul for den farlige verden. Råstyrke og skepsis over for alt nyt dominerede det primitive menneske, indtil vi lærte, at naturen kan omformes og bruges. Pinde kan blive til spyd, dyreskind kan blive til sko, et par sten og tørre kviste kan blive til ild. Disse opfindelser markerer overgangen fra det primitive menneske til det moderne, rationelle individ. Sådan fremstilles historiens gang i hvert fald i DreamWorks’ overraskende filosofiske og fantasifulde familiefilm, “The Croods”, hvor en familie af hulemænd pludselig tvinges ud på en færd, der vender op og ned på deres verdensbillede.
Der er altså på én og samme tid dømt teenageoprør og menneskelig evolution i “The Croods”, som flot sammenvæver sin filosofiske fortolkning af forhistorien med sin moderne beretning om en ung pige, der ønsker at bryde fri af sin fars patriarkalske og konservative lænker. Det er dog hverken tørt eller belærende, for filmens univers er ikke realistisk, men meget, meget fantasifuldt med mærkelige og farverige dyr, planter og naturfænomener, der i hvert fald aldrig har sat fod på denne jord. Dermed er der sikret flot animeret underholdning hele vejen igennem den noget trivielle historie.
Flere gange brister illusionen dog, da manuskriptet visse steder slet og ret er elendigt. Under flere af de afgørende scener bliver man pinligt bevidst om filmens trivialiteter, som man ellers havde glemt for en for en stund. Men for det meste er “The Croods” sjov underholdning for store såvel som små tilskuere – den rummer gode værdier og en fejende flot billedside, der ser eminent ud i 3D. Hverken visuelt eller indholdsmæssigt er “The Croods” helt oppe på Pixar-niveau, men der er altså tale om god underholdning, der også giver en smule stof til eftertanke.
“The Croods” er en god familiefilm, der lynhurtigt træder på speederen, da vi kastes mere eller mindre direkte ud i en hæsblæsende jagtscene, der fungerer som en fin forsmag på filmens letbenede omgang med fysiske love og virkelighedens grænser. Herefter bliver vi præsenteret for en god, men triviel fortælling, der undervejs har meget at sige om menneskelig udvikling, fornuft og frigørelse. At man ikke har sat et bedre manuskript sammen er til tider enormt ærgerligt, men “The Croods” er ofte enormt underholdende, og den har hjertet på rette sted, så man kan snildt forvente sig en hyggelig stund, hvis man drager i biffen og ser den med familien.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet