Hvad dampbadet gemte

“A Cure for Wellness” er en film til tiden. En slags modgift mod rawfood, palæo og Gwyneth Paltrow. Hvis altså de allerede frelste kan omvendes af noget så usundt som en ubehagelig psyko-thriller. Dane DeHaan, som vel aldrig ser sådan helt rask ud, tager på rekreation i de schweiziske alper for at hente sin forsvundne bestyrelsesformand hjem, men bliver selv hængende til lidt frisk bjergluft og slimede mareridt. Krimi, børsmæglerintriger og en understrøm af vridende ål blandes til et surrealistisk spabad, der først brænder sammen i en overforklarende finale.

Gore Verbinski har allerede været nede i den rene gyserbrønd med genindspilningen af “The Ring”, og man kan se “A Cure for Wellness” som den grumsede cocktail, han har trukket med op igen. Samme sygeligt grønne billeder og nervøse undergangsstemning, men også med en uhygge, der bygger mere på læge-paranoia end døde spøgelsesbørn. Eller…? Man er aldrig sikker på, hvad der foregår på Dr. Volmers sanatorium, og der leveres konstant små antydninger af, at den gale doktor kun er gal i Dane Dehaans udbrændte hjerne.

Sådan lidt gys for de kloge, der får fornøjelse ud af at sidde og lede efter spor undervejs. Den selvfede detektivhistorie fra “Shutter Island” er et forbillede, men medregn bare “Marathon Man”, “Drengene fra Brasilien” og alle andre film, hvor slebne, germanske videnskabsmænd leger med tandlægebor og livsforlængende eliksir. “A Cure for Wellness” lever højt på den indgroede skepsis, som en lidt for alternativ behandler kan vække. Man ønsker at se den usympatiske børsmægler skære igennem roen og renheden, afsløre vandgymnastikken og dampterapien som det humbug, det må være.

Problemet er, at doktoren, om han har skumle bagtanker eller ej, et eller andet sted har ret i sin diagnose af et sygt samfund. Dehaans Lockhart er ikke rask og balancerer som mange andre karrieremennesker på randen af kollaps. Alpernes stille skønhed lokker, ligesom Mia Goths (passende navn i øvrigt) underlige borgjomfru, næsten mere gennemsigtig end den lette sommerkjole, hun trisser rundt i. Men mest af alt er det jagten, der hiver ham ind. På hvad som helst egentlig, en sygdom, en gal professor, bare noget, der giver mening i den forvirrende verden.

Dr. Volmers rige patienter strømmer til i hobetal, simpelthen fordi de har det for godt til at være sandt, som titlen også antyder. De savner en synlig fjende i deres ubekymrede liv. Justin Haythe har kigget på de parallelt løbende kurver for levestandard og forbruget af antidepressiv medicin og spundet dem ind en gotisk gyserhistorie om alkymistiske Frankenstein-baroner og ædle blodlinjer. Resultatet trækker på det bedste (egentlig det værste) fra begge verdener. Den moderne angst for angsten selv får ligesom et ekstra drej med arketypiske skræmmekoder: frygten for grusom død, slimede monstre og for mænd med tysk accent.