Modsætninger mødes, og sød musik opstår

“Da Harry mødte Sally” er uden sammenligning den bedste Woody Allen-film, som Woody Allen ikke har lavet. Den har næsten alle newyorkerens varemærker: Sprælske dialoger, sarkastisk humor, neurotiske figurer og sidst (men absolut ikke mindst) majestætiske Manhattan som skueplads. Allen havde formentlig været stolt af denne perle af en film, men dens ophavsmand er i virkeligheden Rob Reiner – en af 1980’ernes mest solide instruktører, som kronede dét årti med denne hjertevarme genistreg.

Som titlen antyder, handler filmen om Harry (Billy Crystal), Sally (Meg Ryan) og, ja, deres møder. Historien begynder i 1977, hvor Harry får et lift til New York med Sally, som tilfældigvis skal selvsamme vej. Under turen krydser de to ofte klinger, idet Harry er en kynisk narcissist, hvorimod Sally er en blåøjet romantiker. Parret kunne næsten ikke være mere umage, og da de to tilfældigt støder på hinanden i en lufthavn adskillige år senere, lader de stadigvæk til at være fuldkommen uforenelige. Men da skæbnen tvinger dem sammen for tredje gang, efter at de begge er blevet forladt af deres respektive kærester, begynder deres venskab at blomstre, lige indtil kærligheden banker på døren og truer med enten at styrke eller knuse deres forhold.

Umiddelbart lyder “Da Harry mødte Sally” måske nok som en typisk romantisk komedie – ikke mindst fordi Meg Ryan har medvirket i godt halvdelen af genrens eksportvarer siden 1989. Har vi da ikke også utallige gange før og siden “Da Harry mødte Sally” hørt historien om to singler, der virker fuldstændig inkompatible, men alligevel ender med at skyde deres stridigheder ned med Amors pile? Jovist, men den klassiske fortælling er sjældent (hvis nogensinde) blevet fortalt så godt som her.

Hvert gensyn med “Da Harry mødte Sally” er som lune solstråler på en iskold vinterdag – ekstremt forfriskende. Hvor de fleste romantiske komedier nu til dags er besatte af karikerede karakterer og søgte ideer (hvordan indleder og afbryder man et forhold på blot 10 dage? Hvad nu hvis man blev hjemsøgt af ens ekskæresters spøgelser?), er “Da Harry mødte Sally” vel nærmest et unikum, idet den faktisk handler om almindelige mennesker med rigtige følelser og virkelige problemer. Ja, mindst lige så ofte som “Da Harry mødte Sally” følger genrens konventioner, strider den imod dem. Her er heller ikke en overflod af banale popnumre eller unødvendigt udpenslede sexscener, og den store kærlighedserklæring rundes tilmed af med ordene ”Jeg hader dig”. Jamen dog.

I 1989 var “Da Harry mødte Sally” kontroversiel, fordi den turde tale ud om kvinders skuespil under sex og mænds usmagelige objektivering af kvinder. Den slags snak er blevet hverdagskost i det 21. århundrede takket være bl.a. hæmningsløs reality-tv og serier som “Sex and the City”, men heldigvis føles “Da Harry mødte Sally” på ingen måde som et forældet klenodie. Dens påfaldende pointer om kønnene, kærlighed og sex har ingen holdbarhedsdato, og humoren har absolut ikke mistet sin slagkraft. Scenen, hvor Sally “udfører” en kunstig orgasme på en café over for en skeptisk Harry, er stadigvæk en af genrens allerstørste klimakser.

Nora Ephrons Oscar-nominerede drejebog er fyldt til randen med brutale sandheder og skarpsindige observationer indsvøbt i vittige dialoger, som leveres fuldkommen perfekt af Ryan og Crystal, der leverer deres livs bedste præstationer. Ryan får Sallys kløgt og vid til at skinne igennem hendes småbarnlige facade, og Crystal lader aldrig Harrys arrogante attitude overstråle hans charme. Sammen har de to så god en kemi, at man øjeblikkeligt falder pladask for dem – også fordi alle deres sejre og nederlag er så genkendelige. I en film, der balancerer perfekt på skillelinjen mellem det humoristiske og det hjerteskærende, er Crystal og Ryan simpelthen perfekte.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Dvd-udgivelsen af “Da Harry mødte Sally” indeholdt et elendigt, ikke-anamorphic transfer, der var plaget af fejl og mangler. Gudskelov ser filmen markant bedre ud på Blu-ray. Billedsiden er blevet fornemt restaureret, og selvom mikroskopiske støvkorn dykker op indimellem, bliver man aldrig distraheret. Billedet er for det meste knivskarpt, og detaljerigdommen er derfor enorm – bare tjek scenen på fodboldstadionet i kapitel 6, hvor hvert eneste ansigt i den enorme folkemængde er fuldkommen tydeligt. Mild udtværing forekommer sjældent, men sortniveauet er til gengæld fornemt, farverne er flotte og naturtro, og edge-enhancement figurerer aldrig.

Audio

De fleste scener i “Da Harry mødte Sally” byder udelukkende på lange samtaler i små lokaler, og derfor bliver baghøjtalerne (ikke overraskende) sjældent taget i brug. Indimellem savner man mere aktivitet i lydbilledet, især i udendørsscenerne, men replikkerne er altid tydelige, og dialogen er trods alt filmens vigtigste komponent. Det havde været dejligt med en mere solid bund, men musikken folder sig fint ud i fronthøjtalerne. Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er altså udmærket, og det lader til at respektere filmmagernes oprindelige intentioner, men det er ærgerligt, at filmens lyddesignere ikke var mere eventyrlystne tilbage i 1989.

Ekstramateriale

Instruktøren Rob Reiner har indtalt et informativt kommentarspor til filmen, men ærlig talt er der ingen grund til at give sig i kast med det, eftersom disken indeholder et overlegent kommentarspor, der byder på udtalelser fra Reiner, Billy Crystal og manuskriptforfatteren Nora Ephron. Trioen holder indimellem korte pauser, hvor de tavst beundrer filmen, men de har tonsvis af spændende historier i ærmerne, og deres tydelige entusiasme smitter.

Dokumentaren “How Harry Met Sally” (34 min.) byder på forholdsvis nye interviews med alle produktionens vigtige bagmænd og skuespillere bortset fra Meg Ryan (øv). Dokumentaren måtte gerne have været længere, men den er spækket med morsomme og fascinerende anekdoter – såsom det faktum, at Ephron baserede Harry på den dengang depressive og ensomme Reiner, der netop var blevet single efter et langvarigt forhold. Her er også syv andre, kortere dokumentarer, som tilsammen varer godt en time, og de er alle sammen underholdende. Desuden er her filmens trailer, en enkelt musikvideo og syv minutters ganske interessante slettede scener. Ekstramaterialet præsenteres i 480i.