Ballet for bad boys

Aldrig før har ballet været så badass! Folk, der mener, at ballet kun er for tøsedrenge, kan skifte mening, kan de. For blot et par måneder siden viste den fremragende “Supersonic” rejsen for Oasis om at blive de bedste og største på en musikscene. Nu er det ballettens tur. Og lighederne mellem Oasis og balletstjernen, Sergei Polunin, er supersonisk mange!

Røg danser tykt omkring ham. På knæ sidder en veltrænet fyr med hovedet i sit skød. Han har bar overkrop. På den ene overarm smiler en tatovering af Heath Ledgers Joker slesk. Resten af kroppen er lige så tatoveret. Med rolige sving bevæger vores hovedperson sit hoved sig fra side til side. Pludselig sker det! Vroooooooooouuuuuuum! I am Iron Man! vrænger Ozzy og resten af Black Sabbath. Den før så rolige mand står nu backstage og gør sig klar til forestilling. Han pumper sig med alskens mere eller mindre tvivlsomme stoffer. Hans faste gang mod scenen afløses af avisoverskrifter om ballettens bad boy, Sergei Polunin.

Sådan åbnes fortællingen om den største balletstjerne i nyere tid. Og det er altså ikke for sjov, at den åbnes på den måde. Sergei Polunin er på mange måder ligesom en rockstjerne. Han er talentfuld, men han har hang til stoffer, røg og alkohol. Når han danser, står unge, håbefulde, kvindelige balletaspiranter ude i siden og dåner over Sergei. Han er tatoveret. Det er man ellers bare ikke, når man danser ballet!

Sergei er en rockstjerne. Det betyder samtidig også, at hans liv ikke er en balletdans på roser. I Ukraine splittes hans familie ud over hele verden for at finansiere den talentfulde Sergei. Det store mål med dansen er at samle familien igen. Men hvad gør man af sig selv, når den endelige skilsmisse rammer? Sergei vil gerne være den bedste, men er det virkelig det værd? Sergei opfører “Spartacus” som den store stjerne. Han stråler på scenen. Omme bagved stirrer han tomt ud i luften, mens han forsøger at få pusten igen. Øjnene stråler af meningsløshed.

Det bliver for meget for den unge stjerne. Flere gange forsøger Sergei at stoppe, men han kan ikke slippe passionen for balletten. Men endelig proklamerer han, at han vil danse en sidste gang. Det skal være til “Take Me to Church” af den irske sangskriver Hozier. Præcis ligesom hele “Oasis: Supersonic” ledte frem til deres store Knebworth-koncerter, så er dette Sergei Polunins store moment. I en tom lade under varmere himmelstrøg finder optagelserne sted. Hvilken scene det er! Sergei har aldrig strålet, som han gør her. Det er en mand, der blotter sig på den eneste måde, han kender til. Ved at danse. Ingen overdækning af tatoveringer længere. Nu er det dans fra hjertet, det handler om. Jeg ved ikke det mindste om ballet, og alligevel har jeg sjældent været så bjergtaget af en scene.