En retarderet antihelt og en narkoluder – kan det gå galt?

Der bliver spundet guld på superhelte. De overmenneskelige karakterer har fascineret og inspireret filmindustrien siden 1951, hvor den første “Superman”-film udkom, men genren har aldrig været så populær som nu. Siden “X-Men” udkom i 2000 har vi bevidnet et utal af filmversioner af de mest populære helte fra ikke mindst tegneseriegiganterne Marvel og DC’s univers.

Det er nærliggende at benævne 00’erne som superheltefilmens gyldne æra. Men som de fysikkyndige ved, skaber enhver reaktion en modreaktion. Derfor er der nu opstået en ny afart af genren, nemlig film om antihelte – eller måske nærmere om helte uden superkræfter. Se blot på “Watchmen”, hvor den mentalforstyrrede Rorschack i følgeskab af de andre tosser i latex rydder ud i underverdenen. Eller “Kick-Ass”, hvor en flok teenagere holder styr på skurkene. Eller sidst, men ikke mindst “Defendor”, der sjovt nok aldrig nåede de danske biografer.

En mørk, maskeklædt skikkelse med et stort D på maven hopper rundt på et tag. Lydløst sniger han sig ind på bilen, hvor den moralsk korrumperede politimand Dooney gør sig klar til en omgang med narkoluderen Kat. Manden med masken er Defendor – underverdenens selvproklamerede skræk. Bag masken gemmer sig den knap så selvsikre og lettere retarderede Arthur Poppington. I hverdagen arbejder han som skilteholder hos et entreprenørfirma, om natten får han tæsk af bad guys. Længe har han været på jagt efter sin nemesis, Captain Industry, og med hjælp fra Kat nærmer han sig det endelige opgør.

Til at begynde med havde jeg det lidt svært med “Defendor”. Det er såmænd ikke, fordi der nødvendigvis skal sættes forsnævrende mærkater på enhver film, men det er ikke helt let at decifrere, hvordan man skal reagere på “Defendor” – er det en komedie eller en tragedie? Problemet ligger umiddelbart i musikken. Normalt, når der bruges kontrapunktisk musik, sættes der glad musik til triste eller uhyggelige scener, hvis alvor i kraft af den musiske modpol fremstår så meget desto klarere. “Defendor” gør det stik modsatte ved at sætte komponist John Rowleys dystre toner ind i komiske scener, hvilket har den effekt, at man bliver i tvivl om, hvilken reaktion filmen prøver at fremkalde.

Hen ad vejen bliver det dog klart, at “Defendor” primært er en tragedie, men med komiske indslag. Og heldigvis virker komikken fortræffeligt. Woody Harrelson har for længst bevist sit værd som komiker – nej, jeg tænker ikke på “Sams Bar”, men på “Zombieland” og “No Country for Old Men” – og han skuffer heller ikke i rollen som den undertippede Defendor. Rollen kræver en god portion fysisk komedie, og Woody klarer opgaven til UG, ofte blot med et enkelt vanvittigt blik i øjnene, som cementerer, hvad det er for en person, vi har med at gøre. Hans tvivlsomme sidekick, den crack-rygende luder Kat, portrætteres af den kommende stjerne, Kat Dennings, som tilføjer rollen den helt rette dosis sarkastisk kækhed.

“Defendor” er en film, der i højere grad baserer sig på enkeltstående situationer end på en fremadrettet historie. Det var den pæne måde at sige det på – man kunne også blot sige, at historien ikke er helt i top. Trods sin forholdsvist korte spilletid når filmen at blive en anelse kedelig, og de komiske indslag bliver færre og færre, som tiden skrider frem. Defendors eventyr ind i den kriminelle underverden virker ikke helt gennemtænkt, men konceptet er tilpas fjollet og samtidig tragisk til, at man med lidt indsats accepterer det.

Det er underligt, at “Defendor” aldrig fandt vej til de danske biografer, for filmen er betydeligt bedre end mange af de “rigtige” superheltefilm. Nå ja, helt underligt er det ikke, for “Defendor” er lavet på et budget, som ikke tillader den samme eksponering som de store film. Det er ærgerligt, for på trods af visse begynderfejl fra instruktør- og forfatterdebutanten Peter Stebbings er “Defendor” sød og hyggelig og bestemt et kig værd. Woody rocks!

Video

Præsenteret i 2.35:1. “Defendor” er en film med mange mørke scener, og det kræver en stabil kontrast, som denne dvd desværre ikke helt kan levere. Billedet er desuden temmelig grumset og skarpheden ikke helt i top. Edge-enhancement er forholdsvis velkontrolleret, men overordnet set er transferet ikke blandt de bedste.

Audio

Dolby Digital 5.1 Musikken i filmen overtrumfer ofte billeder og skuespil i kampen om at få lov til at skabe stemningen. Det fungerer ikke lige godt i alle scener, men i det mindste har lyden en god fylde og er veldefineret. Det samme er dialogen og effekterne, men man kunne nok savne lidt mere action i surroundhøjtalerne. De udnyttes en sjælden gang imellem – som f.eks. når Defendor slipper sine arrige hvepse løs på fjenden – men en anelse mere liv ville ikke skade.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder en god portion ekstraguf. Til at begynde med er der de obligatoriske fraklippede scener, der – som sædvanlig – ikke er synderligt spændende. Efterfølgende vises en stribe sjove fraklip, hvoraf enkelte af dem underholder fint. Mere interessant er kommentarsporet med Woody, Kat, Peter Stebbings og en producer. Det indeholder en del rygklapperi og ikke voldsomt meget information om filmen, men de lyder til at hygge sig, og det smitter af. Sidst, men ikke mindst er der fem featuretter på tilsammen en lille time. Det meste af det er åååh-crew’et-var-så-fedt-og-vi-havde-det-så-sjovt-med-at-filme, men enkelte steder (især i den sidste featurette) hæver niveauet sig over det banale og bliver mere interessant.