Den grimme ælling og mig
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 19. maj 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
I den opdaterede og således animerede version er ællingen, her meget passende lydende navnet Grimme, ikke den eneste, der gennemgår en afgørende forvandling. Også den nederdrægtige og selvoptagede rotte, Rotto, der i og for sig er det egentlige omdrejningspunkt et langt stykke af vejen, er genstand for en eklatant make-over. De to figurer mødes ved lidt af et sammentræf, hvor Rotto af ren og skær nød og spekulation udgiver sig for at være den grimme ællings fædrende ophav, mens Grimme fra starten blot er et æg. Sammen tager de rejsen – i mere end én forstand – mod et legendarisk tivoli, der angiveligt skulle kunne gøre begges lykke.
Selv om “Den grimme ælling og mig” udvikler sig i en habilt underholdende retning med et til tider ganske levende og eventyrligt, billedmagisk sprog, er filmen som helhed ikke helt igennem vellykket. Holdet bag har uden tvivl evnet at give filmen en kærkommen sjæl og varme, men desværre ikke uden at lægge beslag på originaliteten, som er en mangelvare i udtalt grad. Det er naturligvis forsvarligt at referere til andre film i større eller mindre grad, men når hele konceptet er bygget op om lignende animationsfilm, som det her er tilfældet, er det problematisk. Således er det ikke svært at aflæse inspiration fra sekvenser i både “Shrek”, “Toy Story” og sågar “Ringenes herre”.
Den egentlige hovedperson – Grimme – bliver undervejs halvvoksen teenager i nattens mulm og mørke, til stor overraskelse for både farmand Rotto, for publikummet og formentligt også for ham selv. Det betyder – ikke overraskende – amoriner i luften, teenageoprør og pubertære udmeldinger, der, hvorom alting er, yder historien et velplaceret ansigtsløft. Tonen bliver anderledes befriende og hverdagsgenkendelig, når Grimme udskriger sine frustrationer over forældre, følelser og forelskelse. Beskrivelsen af den vordende ungdommer rammer her med imponerende præcision og gør, at “Den grimme ælling og mig” på sigt også har noget at tilbyde sit voksne publikum.
Filmens stemmer tilhører blandt andre Søren Fauli, Lars Hjortshøj og Klaus Bondam, der trods en gennemtrængende genkendelighed fra helt andre sammenhænge trods alt leverer en indlevende og engageret vare. Som helhed har “Den grimme ælling og mig” kvaliteterne i orden, men alligevel bliver niveauet aldrig bedre end jævnt underholdende – ikke mindst takket være manglen på originalitet og skarpskåret humor.
“Den grimme ælling og mig” tager sig som animationsfilm ganske indbydende ud med en prangende billedside og lydside. Desværre formår filmens fortælling i sig selv ikke at holde denne høje standard. Selv om den til tider er ganske underholdende, er det ikke til at komme uden om, at mere originalitet og en skarpere sarkasme ville kunne højne niveauet og give et mere fængslende indtryk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet