Den grønne cykel
Udgivet 29. jan 2014 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
En god historie kan ikke fortælles for mange gange. Så skulle den opmuntrende fortælling om Saudi-Arabiens første kvindelige filminstruktør, 39-årige Haifaa Al-Mansour, og hendes stærke spillefilmsdebut, “Den grønne cykel”, være fløjet under din radar, kommer der lige en hurtig genopfrisker: I kongeriget Saudi-Arabien er kvinder afskåret fra at køre bil, cykle og vise deres ansigt offentligt. Så ja, det er altså en ret big deal, at Al-Mansour er kommet hele vejen i mål med en film, der handler om den oprørske 10-årige pige Wadjda, hvis største ønske er at ræse Riyadhs gader tynde på cykel og, om Allah vil, vinde over sin bedste ven, drengen Abdullah. “Den grønne cykel”, der lige ved og næsten opnåede en nominering til årets Oscar-uddeling, både overrasker og charmerer med et livsbekræftende gå-på-mod i lidt af en drømmedebut.
De barske realiteter ved at vokse op som kvinde i Saudi-Arabien er også så småt ved at gå op for Wadjda. Hun har kastet sin kærlighed på en grøn cykel, men får ren besked af mor: ”Piger cykler ikke. Man kan jo risikere at miste sin mødom”. Men det er Wadjda ligeglad med. Hun hører også amerikansk popmusik på piratradioen, laver mixtapes og går med Converse-gummisko med lilla snørebånd. Det går ikke ubemærket hen i pigeskolen, hvor den strenge og rettroende rektor konstant er efter Wadjda. Men den snu pige øjner en chance for at komme drømmen om cyklen nærmere: vinderen af skolens korankonkurrence bliver præmieret med 1000 riyal – nok til at købe cyklen.
Drama er nøje afstemt med hjertevarm humor i “Den grønne cykel”. Mor-datter-forholdet virker dybfølt, men bliver aldrig sentimentalt. Det viger Waad Mohammeds Wadjda igen og igen udenom med en kvik bemærkning og et skævt smil. Desto hårdere synes alvoren også at ramme, da det nuanceret antydes, at to ældre piger fra skolen vist er blevet lidt for gode veninder og udstødes af fællesskabet. Utænkeligt såvel som unævneligt. Ingen siger selvfølgelig ‘lesbiske’, men Wadjda både forstår og sympatiserer. Og hendes verden vokser. Sådanne små, fine observationer hæver Haifaa Al-Mansours på alle måder inspirerende debutfilm fra god til forbandet fremragende.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet