Som sandkorn igennem et røvsygt timeglas

Begynd med plottet fra en sæbeopera i stil med “Horton-sagaen”: bittert stridende brødre, hemmelige elskere, uægte børn og alskens familieforviklinger i samme stil. Læg dertil personskildringen fra en teenageserie som “Orange County”, hvor papirstynde figurer dukker op og forsvinder igen helt vilkårligt og undertiden virker til at skifte karakter fra scene til scene, når de da ikke lige inderligt bekender deres pludseligt opståede kærlighed til en eller anden tilfældigt forbipasserende. Til sidst pakkes hele rodet ind i en klassisk europæisk kunstfilmsform pyntet med højkulturelle referencer, der dog tilsyneladende ikke tjener noget formål. Voilà, så har du “Den tabte verden”.

Det går allerede galt, da vi introduceres til omdrejningspunktet, Sophie. Hun har ikke succes som sanger, så hun må supplere indkomsten ved at lave borgerlige vielser (hvilket aldrig forklares, så bare glem det). Hendes aldrende far ringer konstant og vil have opmærksomhed, men det vil hendes yngre kæreste også. Sophie virker mest af alt ligeglad. Katja Riemann er ellers en udmærket skuespiller, men det virker, som om hun har indspillet i søvne. Da faderen beder hende rejse til New York, tager hun straks af sted, selv om hendes kæreste giver hende et ultimatum. Da hun møder en mand i New York, som beder hende tilbringe natten i hans seng, så indleder de et forhold. I takt med at det i stigende grad utrolige plot udfoldes, ryster hun bare på skuldrene og fortsætter. Der er ikke skyggen af psykologi eller personlighed i rollen.

Årsagen til, at hun skal til New York, er, at faderen har set et billede af en operasanger, Caterina, der til forveksling ligner hendes afdøde mor. Denne kvinder nægter ethvert kendskab til faderen og afviser yderligere spørgsmål. I lang tid troede jeg, at der var tale om et plot med en ny identitet, indtil det halvvejs inde af omveje bliver klart, at Caterina er i hvert fald 20 år yngre end den afdøde hustru og derfor umuligt kan være hende. Det er kun et af utallige plotelementer, der aldrig forklares eller afsluttes. Operasangeren har en fordrukken eksmand, der er med i to scener og ikke indgår i handlingen overhovedet. Sophie taler med og vier et kluntet par i to scener, der er ganske uden sammenhæng med resten af “Den tabte verden”. Undervejs i jagten på skeletterne i familieskabet har vi en 10 minutter lang scene med en tidligere balletdanser, der umiddelbart efter viser sig at være et vildspor og aldrig nævnes igen.

Alle disse sidespring gør spilletiden meget lang, og da baggrunden for alle filmens forviklinger endelig begynder at blive afsløret, havde jeg mistet interessen. På trods af de mange urealistiske utroligheder skulle handlingen efter sigende være baseret på Margarethe Von Trottas egen familiehistorie. Måske er det, fordi historien er for tæt på, men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan en instruktør, der har lavet over 10 film, kan skrue en historie så dårligt sammen. Jeg har ganske vist kun set en enkelt af Margarethe Von Trottas tidligere film; “Løftet” fra 1995, der er den eneste anden af hendes film, der har haft dansk biografpremiere, men den virkede trods alt ikke helt så fortabt som “Den tabte verden”.

Skuespillerne prøver ellers ihærdigt at indgyde noget liv og følelse i den mekaniske plotafvikling, men det er alt for spredte fægtninger. Matthias Habich som Sophies far kommer tættest på at skabe en afrundet figur fra sin plads i sæbeoperaen, men er desværre med i for få scener til at kunne gøre en forskel. Barbara Sukowa gør en god figur som den kontrollerede diva, men figuren er så tyndt skrevet, at hun ikke har meget at arbejde med. Det er decideret synd at spille så stort et talent i den rolle. Enhver, der har set hende i “Europa”, “Berlin Alexanderplatz” eller “Homo Faber”, vil ryste på hovedet.