Goldenheart-mission med skraldebang

Hvad får en instruktør, der normalt laver film i horror- og gangstergenrerne, til at springe hovedkulds ud i en gemytlig affære om ældre mennesker, der føler sig tilsidesat af samfundet? Umiddelbart er svaret, at en hjerteskærende overset historie i samfundet har fanget instruktørens opmærksomhed, hvorefter han har besluttet sig for at skubbe til debatten med rampelysets kraft. I Shaky González’ tilfælde, “Det grå guld”, er goldenheart-missionen forankret i hans filmiske bagland med masser af skraldebang. Den sædvanligvis grå og hjerteskærende socialrealisme transformeret til noget kraftfuldt og fandenivoldsk. Fantastisk idé faktisk. Desværre halter eksekveringen gevaldigt.

Anette (Birthe Neuman) og Holger (Lars Knutzon) er et pensioneret ægtepar, der bor i en brun stue med honningfarvede sofapuder og indrammede bøgeskove på væggene. Middel indkomst, middel tilværelse. Holger kæmper med helbreddet og har i det hele taget set sig en anelse sur på livet. Han sidder som sømmet til stuens bløde herrestol iført sovehabbit dagen lang, og Anette går til dans. Men en dag bliver tilværelsens forudsigelige trummerum afbrudt. Anette og Holger skal nemlig flytte ud af deres lejlighedskompleks, fordi det bliver lavet til ungdomsboliger.

Den rare og hjælpsomme dame på boligkontoret (Sofie Stougaard) forsøger at hjælpe ægteparret med at finde en ny lejlighed i et såkaldt “beskyttet boligområde”. Men de vælger at forsøge at finde noget på egen hånd. Jagten sender dem til sidst i banken efter et boliglån, men også her viser deres alder at være imod dem. De er for gamle til at låne. Men lykken vender, for bankmanden, de taler med, er Anettes ungdomskærlighed, og et par dage efter afvisningen bliver han fyret fra sin post. Han kan ikke følge med den moderne computerteknologi. Og sammen – og med Anette som primus motor – beslutter de sig for at røve banken. Ligesom “Støvsugerbanden” gjorde i 1963.

Filmens 92 minutter er budgettet med ca. 20 af dem til etablering af situation og karakterer, 30 minutter bruges til at planlægge bankrøveriet, 20 minutter går til afvikling af de store følelser (særligt mellem de to herrers forhold til Anette), 10 minutter til selve bankkuppet, og de sidste 12 minutter bruges på at afvikle historien. Sådan cirka. Og det eneste positive ved denne økonomi er, at skuespillerne kan få lov at vise deres talenter. Trods tunge manuskriptbommerter gør Kurt Ravn det godt som aldrende charmør, hvor Birthe Neumann er bedst i de scener, hvor hendes mimik får lov til at tale for sig selv. Men bedst er Lars Knutzon i sin underspillede rolle som gnavpot.

Det virker dog, som om filmen famler i blinde efter en gylden mellemvej mellem instruktørens vision og producenternes ditto. Den skifter mellem scener med absurd retningsdirigerende indhold, der falder helt igennem og kun har det ene formål at få det skrantende manuskript til at hænge sammen, og yderst velkomponerede humoristiske indslag – en skinnende guldklump i filmen er for eksempel Anders Matthesens optræden som “part-time” vaneforbryder/familiefar og Birthe Neumanns første møde med moderne “for personlig betjening: tryk to”-telefondamer.