“The League of Extraordinary Gentlemen” (forkortet “LXG” og uforklarligt oversat til “Det Hemmelighedsfulde Selskab” på dansk) er muligvis det mest geniale og opfindsomme tegneserieforlæg til dato. Syv af litteraturhistoriens største personligheder: Kaptajn Nemo (fra Jules Vernes “En verdensomsejling under havet”), Mina Harker (Jonathan Harkers vampyriske kone i “Dracula”), Dr. Jekyll/Mr. Hyde, Den Usynlige Mand, Tom Sawyer (Mark Twains amerikanske agent), Dorian Gray (en mærkværdig udødelig fætter, taget fra Oscar Wildes bog “Dorian Grays billede”) og endeligt Allan Quatermain (fra “Kong Salomons miner”) bliver rekrutteret af ‘M’, en engelsk herre som er sikker på, at en verdenskrig snart vil bryde ud. Det “ekstraordinære selskab” (hvad der er hemmelighedsfuldt ved det, må guderne vide) er det eneste håb verden har for at forhindre en forfærdelig krig.

Desværre tilsidesætter filmudgaven af “LXG” den særprægede og mørke stemning, som var at finde i tegneserien, og erstatter den med mere typisk (og særdeles banal) Hollywood-action. Men på trods af at “LXG” føles som lidt af en overfladisk og tyndbenet affære, så overraskede den positivt ved faktisk at underholde særdeles godt i de 110 minutter den varede – hvilket er en lang spilletid for en film i denne genre – uden at føles langtrukken.

Men der er ingen vej udenom det faktum, at “LXG” plotmæssigt er en umådelig ordinær affære. Det er den dog ikke visuelt, men det kommer jeg til om lidt… Karaktererne i filmen kunne egentlig lige så godt have været hvem som helst, og ikke de unikke karakterer de nu engang er. En smule kløgtig karakterudvikling og nogle velskrevne forhistorier havde været særdeles velkomne. Desuden er filmen fyldt med klicheer, men der bliver heldigvis tid til et par muntre overraskelser. Dog bliver filmen aldrig så intelligent, som den selv tror den er. Den er dog proppet med både subtile og knap-så-subtile litterære henvisninger, som vil holde de litteratur-interesserede beskæftiget. Karaktererne er karismatiske og farverige nok til at gøre publikum interesserede i deres dristige eskapader – med undtagelse af den kedelige to-dimensionelle amerikaner Tom Sawyer.

Pudsigt nok spiller Sean Connery den karakter, som har mindst at lave og mindst at tilbyde mht. en overraskende personlighed og unikke evner og talenter. Han får selvfølgelig lov til at uddele nogle tæsk (med en auditiv slagkraft som fik biografsalen til at runge), men ellers har han ikke meget at tilbyde ud over at levere et stort skuespillernavn til filmens pr-kampagne. Måske skyldes dette Connerys adskillige konfrontationer med instruktør Stephen Norrington under produktionen af filmen.

Hverken Den Usynlige Mand eller Kaptajn Nemo har særlig vigtige roller, men Mina Harker er en tiltalende og opsigtsvækkende dame. Jekyll/Hyde er en af filmens mere interessante karakterer, på trods af at den indre kamp mellem Jekyll og Hyde slet ikke bliver behandlet nok, og Hyde virker langt mere brutal, kamplysten og Hulk-agtig, end han var i den oprindelige roman. Endelig har vi Dorian Gray – en gådefuld udødelig mand som aldrig ældes, tilført en hel del charme af skuespilleren Stuart Townsend.

Filmen er blevet kritiseret for at have nogen særdeles utroværdige, distraherende og grimme special-effects. Her må jeg tilstå, at jeg er uenig (bortset fra Kaptajn Nemos elskede og enorme Nautilus skib, som ser særdeles computer-generet ud). Næsten alle filmens special-effects, samt det unikke set-design, bidrager til en visuelt “bizar” men samtidig også mærkværdigt tiltalende oplevelse. Det er som en krydsning mellem Tim Burtons gotiske “Batman”-univers og “Moulin Rouge”. Dette samt instruktør Stephen Norringtons (som instruerede den første “Blade” film) sans for spænding gør, at man aldrig keder sig, selv om filmen ikke har meget at tilbyde den venstre hjernehalvdel.