En hjemstavn langt, langt væk

Tyske Edgar Reitz er en legendarisk kæmpe for dem, der kan huske dengang TV 2 kun var et band, og DR ikke lavede X Factor. Reitz’ tre tv-serier om den tyske hjemstavn eller Heimat, som tyskerne kalder det, har kulturel-kanonisk status. De tre serier udgør tilsammen en Tysklandsfortælling fra enden på 1. Verdenskrig og frem til efter murens fald. Jeg har set brudstykker af serierne, der fik mig til at afgive løfte om at vende tilbage. Med den her næsten fire timers spillefilms-prequel kan man springe tilbage til 1800-tallet og starte den store Tysklandsfortælling der.

Som tilfældet er i tv-serierne, så tager “Die andere Heimat” sit afsæt i den fiktive, tyske landsby Schabbach, der, da denne længselsfortællinger begynder i 1842, har været ramt af mange år med dårlig høst og derfor ditto kost og deraf sygdom og død. Der er aldrig tvivl om, at det er en seriøs film med tunge temaer som død, religion og udlængsel. De majestætiske billeder holdt i sort-hvid understreger det tunge med sine episke vue udover de golde marker, hvor horisonten er fyldt med flygtende silhuetter af mennesker med længslen om et bedre liv. Et liv i den nye verden – Amerika.

Stilen mindede mig om looket i Michael Hanekes “Det hvide bånd”, der også er en Tysklandsfortælling fra før verdenskrigene gjorde os moderne. Men hvor jeg bed på Hanekes konkrete who-done-it-suspense og den mere abstrakte analyse af ondskab, så efterlod Reitz’ historiske historie mig med et tissetrængende ”nå?” Ikke, at jeg ikke tror på den drømmende Jakobs længsel om at drage til Brasilien i stedet for at vente på et bedre liv oppe hos det store G, men Jakob er der – i 1842 – og jeg er her – i 2014 – og intet i Jakobs tilværelse gøres nutidigt relevant for mig. Den historie er død.

Historiske film og fortællinger er først interessante, når de kan spejle min samtid, mit liv. Ellers er de bare krukker på et museum uden forklaring. Sådan havde jeg det med den læselystne Jakob, hans pragmatiske storebror Gustav, der i modsætning til Jakob ikke frygter praktisk arbejde hos deres gamle smede-far. Heller ikke den syge mor eller kærligheden Henriette fik mig engageret i en film, der ellers tager sig sin tid i forsøget på at bygge bro imellem Jakobs længsel mod nye muligheder i Brasilien og min mod en kebab på Nørrebro.

Måske fordi filmen skriger distance, når dens sort-hvide, fejlfrie billeder prætentiøst i tide og utide farves med en gylden mønt, en grøn blomst og en blå væg. Dette farvegraderede symbolbilledsprog er mere tomt end det er magisk. Paradoksalt nok oplevede jeg ingen kedsomhed, imens Jakob var fire timer om at gøre sig klar til brasiliansk afgang. Turen i marken, Jakob, der lærer indianersprog, høstfesten og problemerne med at bygge en dampmaskine er hver især godt for øjnene at kigge på, men hænger ikke fast, det forsvinder igen som dampen fra den revolutionerende maskine.