Tris er noget helt specielt… Som alle andre teenagers

Det er kun én grund til, at “Divergent”-serien ikke stoppede med film nr. 2, “Insurgent”. Hvis den var stoppet der, så ville den ikke være helt identisk med den en del bedre “Hunger Games”-serie, der jo fik presset fire film ud af sit bogforlæg. Det skal “Divergent”-franchisen naturligvis også. Derfor skal vi nu pines igennem “Allegiant”, inden “Ascendant” til næste år slutter Tris’ kamp for at være helt vildt forskellig.

Jeg havde ellers håbet, at kuglen i ryggen på Kate Winslets onde diktator i slutningen af “Insurgent” også havde gjort en ende på den her filmserie. Men nej. For som billige kopitasker fra bazaren på din charterferie til Alanya så forsøger den at ligne originalen i detaljen. På afstand virker det, men når du kommer tæt på, så ser det billigt ud. Sådan er det også med “Allegiant”, der naturligvis lader Naomi Watts’ rebelleder overtage fasciststyret efter Winslet. Nu er de gode blevet onde. De vil hævne sig. Præcis som i “Hunger Games”.

På den måde er “Allegiant” samt de to forgængere som så meget andet. Paradoksalt nok. Fordi Tris’ evne som den her filmseries udvalgte og helt særlige er, at hun ikke er som andre. Hun er divergent. Alligevel ligner hun og taler som enhver anden teenagepige. Hun er ikke mere rebelsk end et par røde Converse eller en tatovering, der betyder noget helt vildt særligt og specielt. Sådan en fik hun forresten i den første film – tre fugle, der bare sådan kan flyve helt vildt frit omkring. Som hende. Wow, hvor dybt. YOLO.

Foruden en rebelsk tattoo så brugte hun de første to film på at løsrive sig fra sine forældre, få en badboy-kæreste med en endnu større tatovering (men han viste sig faktisk at være helt vildt sød og blød inderst inde) og gøre oprør imod de voksnes regelrette samfund i form af Kate Winslets kastesystem, der sluttede i et regulært folkedrab i “Insurgent”. Så hvad nu? Igen er det hele en æske i en æske. Det er sådan “Divergent”-filmene forsøger at lave spænding og twiste. Det hele var bare en drøm. Eller som denne gang, hvor det viser sig, at en anden voksenstyret regelverden bare har leget med dem igennem de første film. Det var bare et eksperiment. Derfor skal Jeff Daniels’ nye Big Brother-leder væltes.

Men først skal det teenage-alvorlige K-K-Kærlighedsforhold imellem Tris og den bløde badboy på en prøve. For da de ankommer til den nye, lille kulisseverden med “Tron”-effekter og overdrevne kontrast-farver, så bliver hun klædt i hvidt og må tale med Jeff Daniels på toppen, imens ham den søde bliver klædt i sort og må vente på bunden. De er væk fra hinanden i flere timer ad gangen. Det er helt vildt hårdt. Kan deres inderlige forhold holde til adskillelsen, tænker de. Imens de meget lidt tænker på, at folkene i den her fremtidsby har set passivt til, imens folkedrabet i “Insurgent” fandt sted. Men det er altså også totalt svært både at skulle se godt ud OG passe sit ‘elsker dig for evigt’-parforhold OG tænke på et eller andet Holocaust. Det er mindst én ting for meget for de her helt specielle teenagers.