Det er noget af et projekt, Mike Flanagan har sat sig for. At skulle sammensmelte King og Kubrick i en fortsættelse til “Ondskabens hotel“.

Specielt på grund af Stephen Kings skuffelse over Stanley Kubricks filmatisering af Torrance-familiens mareridt på The Overlook Hotel for snart 40 år siden.

Sammensmeltningen sker – Flanagan får de to universer smedet sammen, så det giver mening. Alligevel føles den her ene film som to.

Den ene side er “Doctor Sleep”. Den del, hvor Danny er blevet voksen og blev til Dan, der ligesom sin far drikker, imens barndommens dæmoner er låst væk i skrin gemt oppe i hovedet.

Den del er der ikke meget gys over. Det er mere en grum udgave af Harry Potter eller X-Men, hvor der også findes andre, der kan ‘shine’ med særlige evner. Ligesom Dan. Nogle er gode. Andre er onde. Ligesom på Hogwarts og blandt mutanterne.

De onde kalder sig selv ‘True Knot’. Anført af Rebecca Ferguson er de et ret besynderligt bekendtskab.

Hun hedder Rose the Hat, der har tophat på, fordi det åbenbart er en fed feature. Og som konstant snakker om damp, som de som en slags “Twilight”-vampyrer skal suge ud af andre de shinende børn.

De er ret fesne skurke i et fantasy-drama om traumer, alkoholisme og mord. Men så kommer Mike Flanagan og gør, hvad han gør bedst: Nu skal de være skræmmende og klamme.

Damp kommer af skrig og smerte. Derfor myrder True Knot en grædende baseball-dreng. Brutalt.

Ellers gyser “Doctor Sleep” langsomt og krybende. Ikke med pludselige BØH!, men med langsomme og opbyggelige psykologiske gys.

Som da Dan ligger i sengen, men nu opdager en hånd om livet fra en spøgelseskvinde, han har haft med i seng noget tid før. Nu død af stoffer. Hun ligger med sit døde barn. Død af forsømmelse. Fordi Dan bare skred. Fandme klamt.

Flanagan virker meget forhippet på, at det ikke skal være rent gyser. Det skal ikke bare gentage “The Shining”, men det holder han ikke i sidste del.

For som vi har set i trailers er det uundgåeligt, at Dan vender tilbage til The Overlook Hotel, som i Kubricks version aldrig brændte ned. Nu skal fortiden konfronteres.

Her stopper “Doctor Sleep”, imens “The Shining” gentages. For fuld udblæsning. Med lange gåture ned ad gangene, tvillinger, Jack Daniel’s i baren, en økse i hånden og værelse 237. Selvfølgelig med samme genkendelige musik.

Det virker forceret. Fordi Kubricks version var tvetydig i sit filmsprog – var der spøgelser eller blot tale om sindssyge stemmer i hovedet? Nu bliver det entydigt.

Det føles logisk, men aldrig naturligt, at Dan nu skal bekæmpe sine traumer tilbage på Ondskabens hotel i det, der mest af alt opleves som fanservice, så jeg kan gense et remake af de fedeste scene fra “The Shining”.

Jeg havde håbet på, at Flanagan turde skuffe enten Stephen King eller Stanley Kubrick-fans som mig. I stedet er min tilbagevenden til hotellet en splittet oplevelse, som jeg lige må sove på.