De fleste af os har på et eller andet tidspunkt haft den tvivlsomme fornøjelse at blive holdt udenfor, chikaneret eller endda decideret mobbet. De mest uheldige har måske ligefrem været plaget af den form for skolebøller, der i årevis forvandler ofrenes liv til et sandt mareridt. Megen af den bedste børnebogslitteratur er netop skåret over lignende tilfælde, f.eks. Michael Endes “Den uendelige historie” og vores egen “Gummi-Tarzan” af Ole Lund Kirkegaard, og i filmregi har ikke mindst John Hughes formået at ramme balancen mellem teenagekvaler, komedie og mobning i en perlerække af 80’er-film, hvor titler som “The Breakfast Club” og “Pretty in Pink” er blevet små-klassikere.

I “Drillbit Taylor” forsøger produceren Judd Apatow, der for nyligt har fået jackpot med titler som “Superbad”, “Knocked Up” og “The 40-Year-Old Virgin”, sig med en version, der er halvt “Superbad” og halvt moderne Hughes-film. Resultatet er desværre langt fra så overbevisende, som man kunne have håbet på.

Wade og Ryan er to knægte, der gør klar til deres første dag i high school. Fuldt ud bevidste om det forestående og benhårde udskillelsesløb om at ende i den mest – fremfor den mindre – populære klike er de opmærksomme på ikke at begå nogen fejltagelser, der kan ødelægge deres chancer. Trods enkelte fejltrin så som at møde op med de samme skjorter så ser de to ud til at slippe nogenlunde heldskinnede gennem den første dags prøvelser, indtil Wade begår den utilgivelige bommert at tage et mobbeoffer i forsvar, og Wade og Ryan bliver derved selv ofre for skolens tyranner, Filkins og Ronnie. Snart forvandles deres færden på skolen til en evig række ydmygelser, og de to tvinges til at tage skrappere midler i brug.

De beslutter sig derfor for at sætte en annonce efter en bodyguard på nettet og finder omsider en, de har råd til, da elitesoldaten Drillbit Taylor melder sig til jobbet, og snart går han i sving med at forvandle drengene til unge mænd, der kan og vil stå distancen. Hvad de imidlertid ikke er klar over er, at Drillbit i virkelighed ikke har det mindste begreb om kamp og blot er en arbejdsløs bums, der kun har tænkt sig at udnytte drengenes tillid for at stjæle nok til at have råd til at tage til Canada.

Filmens manuskript er delvist skrevet af Seth Rogan, der også lagde pen til “Superbad”, og de umiddelbare ligheder er dog også slående: To underkuede venner – en tynd og en tyk – skal overkomme deres problemer og gøre sig populære ikke mindst hos det modsatte køn. Ikke desto mindre er der en verden til forskel mellem de to film. Hvor “Superbad” formåede at skabe interesse og medfølelse for sine to hovedpersoner, forbliver “Drillbit Taylor”s hovedroller to skabeloner, som man hverken tror på eller føler den store sympati med. Hverken de eller filmens psykopatbøller forbliver andet end uvedkommende klicher. Hvad angår komikken så mærkes det tydeligt, at førnævnte Rogans sprog er hæmmet af filmens strammere amerikanske censur, der begrænser de sjofle ord, og muligheden for at chokere os til at grine er stort set væk.