Endelig er rebellerne og det oprørske mindretal spændende og underholdene at følge med i.

Jeg har i Dune: Part 2 endelig fået det, jeg ikke får hos Star Wars, nemlig nogle helte, som ikke er Disney-fikserede eller hugget ud i sten og fejlfri. Men med dybde, kant og en mørk ondskab, der ulmer i hovedpersonen.

Hvis du sidder og tænker: “Jeg ved ikke, om jeg gider at se Dune: Part 2 i biffen, jeg var ikke så vild med et’eren alligevel”, så se at få bestilt en billet. For den skal ses i en biograf, og du får dobbelt så meget af det gode i Part 2.

Hvis du ikke har set Dune: Part 1 i noget tid, så se den lige igen, inden du ser Dune: Part 2, for den samler op lige der, hvor et’eren sluttede. The Harkonnen har destrueret The Atreides’ base og dræbt Leto, Paul Atreides og hans mor er på flugt med The Fremen og ørkenen er et barskt og livsfarligt sted.

Nu skal Paul Atreides kæmpe med sin indre trang til hævn over dem, der slog hans far ihjel, samtidig med at han skal leve op til sin skæbne som rum-Jesus. Alting spidser til i efterfølgeren, alting kommer tættere på, og jeg indrømmer, at mine hænder svedte flere gange under den næsten 3 timer lange sci-fi bibel.

Vi starter med introduktionen til Kejseren spillet af Christopher Walken. Og gud ske tak og lov for, at Denis Villeneuve har hyret Walken i en Dune-film. For hvis man kan sin Fatboy Slim, ved man, at han tilbage i halvfemserne dansede og fløj til “Walk without rhythm, it won’t attract the worm” i musikvideoen til ‘Weapon of Choice’.

Hans datter er skønjomfruen Irulan spillet af Florence Pugh. Og de har ikke meget at være glade for. Kejseren er gammel og bitter, mens hans datter lugter, at der er nye tider på vej. Kejseren er fanget imellem de to rumfamilier, der kæmper om spice-planeten Arrakis, og han kan ikke holde med den ene familie uden, at det går udover den anden. Og så ser vi ham faktisk ikke rigtig igen før til sidst i filmen. Der sker så meget i Dune: Part 2, og alligevel ikke ret meget. Der er langt imellem de episke scener, men når der alligevel sker noget, så er det alle pengene værd.

Når vi bliver introduceret til Paul, er de ved at blive angrebet af lejemordere med lydløse jetpacks, der kravler op af bjerge, de er sendt ned til Arrakis, fordi deres spice-høstere bliver saboterede af de lokale Fremen. Og det er sindssygt action-packed.

Hos de onde Harkonnen er Rabban (Dave Bautista) presset, de mister mere høst, end de får, så Baronen (Stellan Skarsgård) truer ham på livet og overvejer at indsætte sin anden nevø Feyd-Rautha (Austin Butler).

Feyd-Rautha går ind i historien som en af de fedeste skurke-introduktioner i nyere tid. Første gang vi ser ham, bliver han smurt ind i sort maling, han skærer halsen over på en assistent og fodrer vedkommende til sine tre kannibaldamer imens han slikker på en dolk.

Derefter går han ud i en stor gladiatortrekant, hvor han dræber alt og alle. Han er skruppelløs, psykopat og fuldstændig fattig for hår.

Dune: Part 2 er helt klart bedre end et’eren. Vi er forbi den langsomme exposition og verdensfortællingerne. Vi er med på, hvem er hvad, og hvad hvem vil. Sådan nogenlunde.

Der er en tand for mange gamle damer med slør, der ikke laver andet end at snakke og være bedre vidende. Og Rebecca Ferguson’s karakter Lady Jessica får en større rolle, men alligevel laver hun mindre, men føles mere vigtig end i et’eren. Der er mange scener, der føles for lange, i forhold til hvad man får ud af dem. Og man kan mærke, der er ting i filmen, der kun er med, fordi ‘sådan er bogen’.

Den falder heldigvis ikke over sig selv som den første film gør, da Part 2 har langt flere popcornscener til at udligne vægten med.

Endelig får vi det, vi har glædet os til, nemlig Paul, der rider på orme, to store grupper, der løber hinanden i møde med sværd og råber, og en sindssyg nervepirrende duel imellem Paul og Feyd-Rautha. Når Rey og Kylo-Ren kæmper mod hinanden i Star Wars, ved jeg godt, at Rey ikke dør, og nok også at Kylo-Ren heller ikke dør. Men jeg var oprigtigt nervøs og anede ikke, hvad udfaldet ville være, da Paul og Feyd-Rautha kæmpede.

Greig Fraser gør det igen til et kæmpe 12-tal med kameraet, Denis ved, hvordan man laver neglebidende suspense. Det er en sci-fi-film, man kan sætte på en søndag eftermiddag.

Dune: Part 2 opfinder ikke den dybe tallerken, den kommer ikke rigtig med noget nyt heller. Men den giver os mere af det, der virkede, og som vi savnede i et’eren. Der er også en my mere humor i Part 2, som var en mangel til den hårde marmor tone i et’eren. Javier Bardem trækker nogle grin hjem, og det gør Josh Brolin også.

Der burde være en grænse for, hvor mange navne Paul Atreides kan have. Hver stamme eller familie har hver sit navn og titel til ham. Og det hober sig op til mange lektier, man skal huske, for at følge med.

Det er en svær balance Denis kæmper med ved at undgå, at det ikke bliver Star Wars eller Barry Lyndon i rummet. Men han formår at finde de intime scener som når Paul skal have sit Fremen-navn, eller når Paul og Chani (Zendaya) sidder og snakker på en bakke. Kemien imellem skuespillerne fungerer perfekt på kryds og tværs. Og Timothée Chalamet har meget mere at arbejde med i Part 2 end i den første, Paul bliver mere presset, og det udløser nogle flere scener, hvor han råber og viser sig mere frem.

Alt i alt så serverer Dune: Part 2 ikke noget på bordet, men den giver mig alt det, jeg gerne ville have haft mere af i den første. Jeg er glad for, det kunne lykkes, jeg er glad for, jeg så den i biografen. Og jeg er glad for, at Christopher Walken lærte mig at danse uden rytme.”

Har du fået set Dune: Part 2? Fortæl os om det i kommentaren!