En flænge i himlen
Udgivet 11. jun 2014 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Jeg har ikke læst John Greens roste og populære bog “En flænge i himlen”, men jeg gætter på, at den er ret god. Det er filmen nemlig. Den henvender sig ellers ikke til mig, men til unge piger, der kan lide at få deres følelser druknet i tuderi. En klassisk tudefilm vil nogen sige. En tudefilm, der er værd at se, vil jeg sige.
Men her fungerer det. Det skyldes først og fremmest flere fornemme præstationer, der vækker de døende karakterer til live. Shailene Woodley, der har udviklet sig fra tvær teen i Alexander Paynes “The Descendants” til sci-fi-babe i “Divergent”, gør det igen godt i rollen som Hazel, hvor hun præcist fanger ambivalensen i at være ung uden at have hele livet foran sig. Hendes flirt, Augustus, spilles af Ansel Elgort. Til en start måske lidt for skræddersyet til historien med sin sødme, men formår Elgort faktisk at få os til at forstå Augustus’ dødsforagt, der ligner en psykologisk forsvarsmekansime. Nuanceret dygtigt er det.
Men da den del af historien er overstået, viser filmen sig langt fra at være færdig. Den brækker over og bliver til en ny film. En anden film. Men udover en enkelte tåkrummere med cheesy ovenpå, så fanger “En flænge i himlen” melodien igen. Balancegangen mellem det rørende og det kvalmt tudefremkaldende falder stort set hele vejen igennem ud til filmens fordel. Jeg havde brug for en kleenex.
For selv jeg må melde mig ind i klubben af folk, der ikke kunne lade være at sidde med bævende læber både her og der i løbet af den sidste halve times romantisk tragedie. “En flænge i himlen” er en af de film, der virker, selv om den virker til at være noget værre teenagepladder. De gode præstationer og det et rost forlæg danner et fundament, hvorpå en helt udmærket film er blevet skabt. Så selv med lidt ridser i sentimental-lakken vil “En flænge i himlen” skabe en flæben i biffen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet