Exodus
Udgivet 23. dec 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
”Hvad er det for nogle fanatikere, der følger sådan en gud?” Spørgsmålet er faraoen Ramses’, men kunne lige så godt have været mit. Til Moses, der sammen med de hebraiske slaver tjener og tror på en gud, som gerne slår børn ihjel for frihedens skyld i Ridley Scotts ukritiske udgave af Anden Mosebog. Det er en øje-for-øje-skør film, der prædiker blind lydighed fra et visuelt alter af imponerende bibelske CGI-plager.
Dramaturgisk har Ridley Scott bygget “Exodus” op som sin egen “Gladiator”. Helten forvises til ødemarken af civilisationens skurk – her Ramses, der anser Moses som en trussel imod sin magt. Men helten vender som bekendt oftest tilbage for at tage et endeligt opgør. I “Exodus” er det bare ikke heltens egen idé. Moses har ingen dybere retfærdighedssans, der fortæller ham, at ingen bør leve som slaver. Faktisk finder han lykken i vildnisset med kone og barn. Men så ser han en brændende busk. Resten er bibelhistorie.
Generelt er den sunde fornuft vendt 180 grader i “Exodus”. Målet helliger det voldspsykopatiske middel, og rationelle forklaringer latterliggøres til fordel for hokus pokus. Sagligt forsøger ægypterne at forklare de ti plager med logik og viden, men det gøres med et cinevangelistisk fnis. Ægypterne er latterlige metromænd med foruroligende meget eyeliner på, der tåbeligt forsøger at forklare verden med hjælp fra videnskaben. Moses har derimod regnet den ud. Han kender den store sandhed, han har troen, han ved, at Jorden er flad. Det var i øvrigt ægypterne, der som de første insisterede på, at Jorden skam var rund. Fjollet, hva? Lige så fjollet er parallellerne til Holocaust. De onde ægyptere ligbrænder hebræerne/jøderne efter de er slået ihjel af soldater, der marcherer som var de fra SS. Når nazikortet er trukket, så er alt åbenbart tilladt.
Da Det Røde Hav endelig deler sig for fanatikeren, Moses, så ser det monumentalt godt ud. Menneskene er bittesmå, og naturen er stor, grum og mægtig. Havde Ridley Scott holdt sig til sine megatotaler, så havde “Exodus” totalt set været til at holde ud. Men når de gale øje-for-øje-værdier ukritisk kommer tæt på, så er Moses kamp for at befri sit folk lidt af en plage.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet