Tilbage i den syvende himmel

Omsider! Tilbage i 2005 blev den gemytlige kultserie “Family Guy” gudskelov genoplivet – hele tre år efter at tv-stationen FOX ellers havde aflivet den på grund af dalende seertal. Dvd-udgivelsernes rekordstore salgstal overbeviste FOX om at give føljetonen endnu en chance, men “Family Guy” har aldrig været lige så god, som den var, før den midlertidigt gik i koma. Indtil nu.

Den syvende sæson af “Family Guy” er afgjort den animerede komedieseries bedste årgang siden 2002. Føljetonens fjerde, femte og sjette sæsoner var alle udmærkede og aldrig decideret kedelige, men afstanden mellem de virkelig gode jokes var indimellem stor og forfatternes sketcher latterliggjorde tit så obskure kendisser, at deres punchlines faldt til jorden. Man fik til tider en fornemmelse af, at seriens skaber, multitalentet Seth MacFarlane, og kollegaerne blot fløj på autopilot og genbrugte mange af de samme ideer uden moralske skrupler. Men seriens ophavsmænd har oppet sig. I den syvende sæsons 12 episoder er vitserne skarpere, obskure intertekstuelle referencer optræder sjældnere, og (bedst af alt) MacFarlane og Co. løber oftere risici.

Et godt eksempel på sidstnævnte er sæsonens bedste afsnit, “Stewie Kills Lois” (seriens afsnit nr. 100 i øvrigt), hvori… ja, med sådan en titel er der vel næppe grund til at klargøre, hvilken utrolig begivenhed det er, som finder sted i netop den episode? Efter adskillige års tomme trusler slår den diktatoriske, talende baby Stewie endelig sin mor, Lois, ihjel i første del af et uforglemmeligt dobbeltafsnit, som jævnligt fremtvinger en måbende grimasse. Drabet, som skildres i slowmotion, kommer som et lyn fra en klar himmel, og overraskelser af den karat har man virkelig savnet i de tre foregående sæsoner.

Manuskriptforfatterne er blevet mere dygtige til at lægge op til oplagte punchlines, hvorefter de hiver gulvtæppet væk under én med humoristiske twists. Der er desværre ikke mange musikalske indslag, men det spekulerer man som regel først over, når man er færdig med at rulle rundt på gulvet og grine, til det gør ondt. Dejlig bidsk, samfundsorienteret og politisk satire er der også en del af – især i afsnittet “Padre de Familia”, hvori familiefaderen Peter og resten af slænget tvinges til at opleve, hvordan det er at være en underbetalt, mexicansk emigrant.

Visuelt imponerende sekvenser er der også adskillige af – især føljetonens til dato anden lange slåskamp mellem Peter og en gigantisk kylling (!) i episoden “No Chris Left Behind” stimulerer lige så meget øjnene som lattermusklerne, mens de to krigere nedlægger alskens bygninger, køretøjer, dyr og mennesker under deres brutale dyst. Men samtlige afsnit har vitterligt fabelagtige momenter, der fortjener at blive nævnt. En fuldstændig uventet “Amadeus”-reference, nymfomanen Quagmires besøg hos familien Simpson samt en gæsteoptræden af familiefaderen fra “American Dad!” er blandt sæsonens højdepunkter. Lad os nu bare krydse fingre for, at MacFarlane og Co. kan holde niveauet.

Video

Præsenteret i 4:3 full screen-format. Som ventet er udgivelsens transfers kvalitetsmæssigt på samme niveau som dem, der fulgte med de tidligere udgivelser. Farverne er billedsidernes største styrke. De er dejlig varme og mætte, og de virker aldrig matte. Kontrasten er også fornem, billedet er skarpt, snavs optræder aldrig, mens edge-enhancement kun forekommer yderst sjældent. Der optræder til tider komprimeringsfejl rundt om bevægende objekter, og ujævne kanter i animationerne dukker undertiden op.

Audio

Hvert afsnits lydside præsenteres i Dolby Digital 5.1, som også er nøjagtig lige så gode som dem, der fulgte med udgivelsen af den foregående sæson. Panoreringerne er naturlige og overbevisende, men der er kun få af dem, og atmosfæren er ikke ligefrem overrumplende imponerende. Brugen af subwooferen er tilpas, støj forekommer aldrig, og som sædvanligt udnytter seriens musikalske indslag hele kanalnetværket på fin vis.

Ekstramateriale

“Family Guy”-skaberen Seth MacFarlane samt adskillige af seriens tegnere, producere, manuskriptforfattere og skuespillere har indtalt kommentarspor til alle sæsonens 12 afsnit. Kommentarsporene er nøjagtig lige så underholdende som dem, der blev indtalt til de forrige sæsoners episoder. Deltagerne fyrer masser af festlige jokes af omhandlende dem selv og hinanden, og derudover diskuterer parterne alt fra manuskripternes evolution og vitsernes oprindelse, til besværet med at få visse kontroversielle ideer godkendt af tv-selskaberne.

Sæsonens 12 episoder befinder sig på udgivelsens to første dvd’er, mens ekstramaterialet befinder sig på udgivelsens tredje (og sidste) skive. Tre episoder medfølger i deres ufærdige og såkaldte ‘animatic’-form og giver dermed indsigt i, hvordan de blev til. Kommentarspor er blevet indtalt til alle tre afsnit. 19 minutters hæderlige slettede scener og en spøjs musikvideo til nummeret “I’m Huge (and the babes go wild)” medfølger desuden.

I dokumentaren “Favourite Scenes” (12 min.) diskuterer flere af seriens bagmænd deres yndlingsafsnit, og i “Family Guy 100th Episode Special” (21 min.) gennemgår MacFarlane seriens største øjeblikke, og flere (øjensynligt tilfældige) amerikanere bliver adspurgt om serien – deltagernes enormt negative kommentarer er formentlig blevet forfattet af MacFarlane selv, men de er under alle omstændigheder virkelig morsomme. I “Peter Shin Draws Lois” (4 min.) gennemgår tegneren Shin, hvordan man tegner Lois. “The Making of the 100th Episode” (25 min.) er en ekstremt fascinerende dokumentar om produktionen af “Stewie Kills Lois”, som fornemt illustrerer, hvor meget arbejde det kræver at lave blot ét “Family Guy”-afsnit. Endnu bedre er “Family Guy Live! – Just for Laughs” (72 min.) – en enormt underholdende opførelse af ét enkelt afsnit, hvor seriens ensemble fyrer replikkerne af foran et stort, taknemmeligt publikum.