Inde i den magiske kuffert

Det her er nu den bedste “Harry Potter”-film. Endda uden trolddomsverdenens svar på Justin Bieber. Og alle de andre fra Hogwarts. For denne fantastiske tilbagevenden til J.K. Rowlings trylleeventyrlige univers finder sted mange år før, at der var tænkt på Harry Potter. I stedet handler det om Newt Scamander, en engelskmand i New York. Han er en legal alien, men det er derimod ikke de fantastiske skabninger, han medbringer i sin kuffert. De slippes fri i et magisk USA med et niveau af trylle-tryl, som kun Rowling kan fantasere om.

Fordelen i forhold til de otte film fra de syv bøger er nu, at der ikke er nogle bøger, som skal beskæres forvirrende ned, så både fans og mugglere kan være med. Denne gang handler det kun om én magisk film. Der godt nok skal blive til fem i alt, imens Eddie Redmayne som hovedrollens Newt fra Hogwarts rejser kloden rundt for at frisætte de små magiske bæster, han bærer med sig i kufferten. Han er vanen tro god som kejtet knøs, der kigger ned og væk fra øjenkontakten, som han gjorde det i “Teorien om alting” og i “Den danske pige”.

Han bringer magien til et gråt 1920’ernes New York, hvor både alkohol og trolddom er forbudt, imens en ny/gammel slags Lord Voldemort truer i periferien. Og det er ganske simpelt. Han har en kuffert, der indeholder alt det, som fantasy-drømme er gjort af. Men som det almindelige No-Maj-menneske Jacob siger, så er jeg sikker på, at jeg ikke drømmer, for jeg har ikke fantasi til at forestille mig alt det, som Rowling her gør. En Niffler, et behåret, nuttet næbdyr med trang til guld og bling-bling, er stukket af fra kuffert-verdenen sammen med en grønlilla fugleslange og en lille vandrende pind. De er i den grad fantastiske og faktisk kun en brøkdel af det, som kufferten gemmer på.

Men “Fantastiske skabninger… og hvor de findes” gemmer på mere end den antropologiske Pokémon-jagt på de vilde væsener i New Yorks gader. Her er også den store, storpolitiske fortælling om det race-adskilte USA – magiske og No-magiske for sig – hvor de mægtigste troldmænd og hekse i ren “X-Men”-stil kæmper internt, om No-Maj-menneskene skal behandles med Professor X-forståelse eller hård Magneto-magt, imens religiøse hystader kæmper for, at de magiske skal blive inde i skabet i stedet for at komme helt ud med stav og tryl.

Og så har Rowling sammen med instruktør Yates – der instruerede de sidste fire “Harry Potter”-film – igen et satirisk godt øje for skildringen af de bureaukratiske institutioner. For i USA er magien sat lige så stift i system og hierarki som på Dumbledores kostskole. En magiens præsident sikrer lov og orden med alt fra de fantastiske skabninger til tilladelser til at bære tryllestav. Her er ikke meget mere frihed end under sortskole-bureaukraten Dolores Umbridge i “Fønixordenen” eller Bjarne Corydons Moderniseringsstyrelse. Ret ind.