Nej, der er ikke tale om den spillefilm, som i sidste måned fik premiere i de danske biografer. Dét var “United 93”. Denne, tv-filmen “Flight 93”, blev udgivet nogle måneder før engelske Paul Greengrass’ uafrystelige mesterværk gik sin lavmælte sejrsgang på de hvide lærreder. Her i Danmark udkommer “Flight 93” på et tidspunkt, der mere end antyder, at man ønsker at udnytte “United 93″s rummelige omtale og folks forvirring over de enslydende titler til at sælge flere dvd’er. Havde “Flight 93” været en bedre film, havde det måske været okay.

Når nu denne skrabede tv-produktion er så ivrig efter at blive udgivet samtidigt med dens biografudgivne modstykke, så er den altså selv ude om sammenligningerne. Men både dømt på egne præmisser og set i forhold til “United 93” (stadigvæk årets bedste film) er “Flight 93” en kedelig, slem fiasko. Filmen har “billig tv-produktion” trykt overalt på sig – lige fra det jammerlige skuespil til de tudegrimme kulisser. I næsten enhver henseende virker “Flight 93” som en film, hvor skaberne ikke har haft megen respekt for produktionen. Folk ser ud til at være mere motiveret af deres kommende lønchecks end deres egentlige arbejde.

Et godt eksempel på denne ‘kreative forsømmelse’ er en stor køkkenkulisse, der optræder et par gange. I starten af filmen er rummet badet i sollys og akkompagneret af lystig fuglesang. Blot få minutter senere er stedet på mystisk vis transformeret til et mørkt lokale omringet af vinduer, der viser en fuldstændig mørklagt nattehave blottet for lyd. Hvordan kan det gå fra at være tidlig morgen til sen aften på få minutter, spørger man sig nok. Man får næppe noget svar, hvis man spørger filmens teknikere eller skuespillere, som i næsten enhver henseende er hoppet hovedkulds over, hvor gærdet er lavest.

Flere af statisterne smiler og griner endda også i baggrunden, efter flyet er blevet kapret – passagererne virker generelt aldrig rigtig skræmte, og blot få minutter efter kapringen og nyheden om World Trade Center-angrebet er hørt af alle ombord, samles passagerne, som om de skulle til at påbegynde et slag venskabeligt poker og ikke håndtere en forfærdelig og uhyggelig situation, som meget vel kan koste dem deres liv. Let skelvende læber og snottede næser er det bedste, skuespillerne kan levere, der kan minde om frygt.

I modsætning til “United 93” er der meget lidt i “Flight 93”, der føles autentisk. I stedet føles filmen som en letkøbt og ubehageligt kommerciel udnyttelse af flere af 11. septembers store begivenheder, blot med det formål at sikre sig en garanteret gevaldig sjat reklamepenge. 11. september er i forvejen en så uforglemmelig og følelsesladet begivenhed, at der slet ikke er grund til at udpensle tragedien via falskklingende, virkelighedsfjerne dialoger, overspillet skuespil, bombastisk musik, manipulerende klicheer i alskens afskygninger, og (ikke mindst) stride strømme af fiktive nyhedssegmenter, der gang på gang gentager terrorhandlingens betydning – som om vi allerede har glemt det. Man føler sig talt ned til som et lille barn. Til slut får man endda serveret en stor mængde tekst, der fortæller, hvad man lige har set.

En af “United 93″s største triumfer var den autentiske og nedtonede gengivelse af dagens begivenheder, lysår væk fra Hollywoods unænsomme fedtfingre. På næsten intet tidspunkt i “Flight 93” formår manuskriptet at mønstre en troværdig samtale, og i stedet oser filmen af bedragende kunstighed. Terroristerne fremstår slet ikke som mennesker, der har rødder i virkelighedens verden. De er i stedet konverteret til Rambo-lignende skikkelser, der ynder at gå langsomt ned ad flyets midtergang, mens de surt og irriteret skuer til alle sider som en anden Terminator. Musikken er ydermere et mislykket forsøg på at kopiere Hans Zimmers mageløse “The Thin Red Line”-score, og kun sjældent formår den håndholdte kameraføring at gøre indtryk – ligesom resten af filmen.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Det kommer ikke som den store overraskelse, at en tv-produktion som “Flight 93”, der kun har få måneder på bagen, ser særdeles godt ud på dvd. Billedet er uhyre skarpt hele tiden, men der er aldrig tilfælde af enerverende edge-enhancement. Det samme gælder støj, støv og artifacts, som ligeledes ikke popper op. Farverne optræder troværdige og levende.

AudioBåde et Dolby Digital 5.1 og et DTS 5.1 spor indeholder skiven. For en tv-produktion udnytter “Flight 93” på ganske fin vis kanalnetværket (filmen vandt for nylig også en Emmy for lydsiden). Atmosfæren er ikke helt værst, dialogen er krystalklar, og musikken får også lov til at udfolde sig i flere af kanalerne på effektiv vis. Ud af de to lydspor er det engelske DTS 5.1 spor (som ikke engang bliver nævnt på coveret) markant bedst. Bunden er langt mere solid og kraftig end på Dolby-sporet, og DTS-mixet føles generelt mere troværdigt og fyldigt. En enkelt gang synes bunden dog at gå ud (på begge spor), før den pludselig vågner op igen – men den episode er sporets eneste distraherende svaghed.

EkstramaterialeEn enkelt featurette og et kommentarspor med filmens instruktør og manuskriptforfatter er alt, hvad det er blevet til. Kommentarsporet er rystende dårligt. På et tidspunkt er der en lang pause, hvor ingen af de to mænd siger noget, hvor én af dem så pludselig vælger at åbne munden for at fortælle, hvilken person, der i øjeblikket befinder sig i billedets afkrog. Pauser, ufuldendte og retoriske sætninger er der mange af – enkelte gange afbrudt af snak om, hvad der skete på dagen og om manuskriptets kilder. Featuretten varer 13 minutter og er en hel del bedre end kommentarsporet, selvom det er de samme to mænd, der dominerer begge dele. Der bliver primært talt om forsøget på at gøre filmen autentisk. Desværre er der ikke undertekster, og filmens producer er ofte umulig at tyde.