Freddy Krueger skræmte mig fra vid og sans da jeg var lille. Jeg så aldrig nogle af filmene som yngre, men blot synet af hans forbrændte ansigt på plakater, klistermærker og videokassetter, kombineret med skolekammeraternes (altså de heldige sataner som havde set filmene) uhyggelige og skumle fortællinger om “mareridtets mester” fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Da jeg nogle år senere endelig fik set den lange række af “Nightmare on Elm Street” film der var blevet produceret, måtte jeg se i øjnene, at de slet ikke kunne leve op til deres gyselige omdømme. Lad os se sandheden i øjnene… de fleste af disse film er særdeles ringe, og “Nightmare on Elm Street” filmene har desuden altid været langt mere morsomme end uhyggelige – akkurat ligesom Freddy, seriens stjerne. Det er dog også en del af seriens unægtelige og delvist appellerende charme, og uden tvivl grunden til at serien har overlevet så længe, og har gjort hr. Krueger til et af de mest genkendelige navne inden for hele filmverdenen.

Jeg har dog aldrig forstået, hvad visse filmgængere finder interessant eller underholdende ved synet af et stort, tavst og udødeligt misfoster iført ishockey-maske, som systematisk slagter den ene skrigende og skræmte teenager efter den anden, tilsyneladende uden nogen egentlig “dagsorden”. Jeg taler naturligvis om Jason Vorhees, den grumme og mysteriøse dræbermaskine som optræder i “Friday the 13th” serien. En serie som, på trods af sit mildest talt dårlige forhold til kritikerne, ligesom “Elm Street” filmserien har sine mange fans hele verden over.

De to gyser-fænomener er ofte blevet sammenlignet og analyseret i kontekst med hinanden, sikkert fordi begge serier har givet os talløse unødvendige sequels (der er hidtil blevet produceret 7 “Elm Street” og hele 10 “Friday the 13th” film), og fordi begge serier har deres rødder i starten af 80’erne og uddøde i starten af 90’erne (“Friday the 13th” prøvede dog forrige år at puste nyt liv i serien med den futuristiske “Jason X”). Og nu, efter hvad fans nok vil betegne som en evighed, mødes de to fænomener og skurke endelig med et brag på det store lærred. Og det er virkelig noget af et brag, for selv om der går lidt for lang tid, før filmen rigtig kommer i gang, så – når Freddy og Jason endelig begynder at toppes og bekæmpe hinanden – opnår filmen et højt og temperamentsfuldt tempo, som aldrig synes at dale.

Plottet er naturligvis særdeles simpelt og ikke meget andet end en kombination af flere gamle ideer fra de tidligere film i serierne. Det er nok at vide, at både Freddy og Jason er vendt tilbage fra graven (hvordan er naturligvis fuldstændig ubetydeligt) for at – vanen tro – dolke, brænde, stikke, drukne, skyde, maltraktere og Gud-ved-hvad flere uartige og forfængelige teenagere end nogensinde før. Det er naturligvis (som enhver fan ved) en dødssynd at have sex, blive beruset eller at tage stoffer i disse film, så der er naturligvis en hel del som mister knoppen på meget forskelligartede og makabre måder. På trods af at både Freddy og Jason begge selvsagt figurerer en hel del i filmens 97 minutter, så er der dog ingen vej uden om, at dette primært er Freddys film. Hans rolle i filmen er langt mere prominent end Jasons, og bare det faktum at han – i modsætning til Jason – kan udtrykke sig verbalt, er et stort plus.

Når man ser en film som “Freddy vs. Jason” er det meget svært ikke at spørge sig selv om hvad pointen egentlig er. Midt i et hav af nyudgivne gysere virker “Freddy vs. Jason” lidt som en forældet film, for ikke at tale om en ret unødvendig sequel. Men filmen har altså alligevel sin charme, hvilket i særdeleshed skyldes den perverse charme og humor som skuespilleren Robert Englund tillægger sin karakter, Freddy Krueger. Det er umuligt ikke at trække på smilebåndet, når han optræder på lærredet, og blot hans tilstedeværelse og udstråling redder filmen fra at ende med at blive lige så forglemmelig som en kedelig drøm.