Scenen er deres

Som mange har bemærket, minder tv-serien “Glee” forbløffende meget om Disneys “High School Musical”-film. Begge føljetoner blev skabt til flimmerkassen, og begge omhandler gymnasieelever, der til dagligt beskæftiger sig med sport, dans eller ordinære lektier og indimellem bryder spontant ud i sang. Og ligesom melodierne i “High School Musical”-trilogien er de mange evergreens i “Glee” generelt poppede og melodiske, og begge serier lægger stor vægt på humor og mesterligt koreograferede svingommer.

Men kig nærmere. Bag den tilsyneladende velkendte facade er “Glee” så overlegen i forhold til “High School Musical”, at det på det nærmeste er blasfemisk at nævne de to kulturfænomener i samme sætning. Midt i oceanet af identiske tv-serier om politibetjente, advokater, soldater og sygeplejersker er “Glee” helt sin egen. Der er simpelthen intet tilsvarende på flimmerkassen i øjeblikket. Og tænk, at “Glee” er skabt af Ryan Murphy, manden bag “Nip/Tuck” – en god, men helt igennem pessimistisk serie om plastikkirurgernes dagligdag, hvor “Glee” derimod summer af så meget positiv energi, at man formentlig ville kunne kickstarte en død jeep ved at smække dvd’en i bilradioen.

Og der er flere væsentlige forskelle mellem “High School Musical” og “Glee” end ligheder. Der er praktisk talt ingen ufuldkomne mennesker i “High School Musical”… ingen med fysiske lidelser, rynker eller overvægtige overkroppe, der døjer med reelle problemer som utroskab eller uønsket graviditet… Men i Murphys univers er det derimod helt okay at begå fejl – at være hvid, sort, asiat, spinkel, tyk, atletisk, lam, almindelig eller ualmindelig. Det lyder måske som noget patetisk ævl, men i en tid, hvor sendefladen er spækket med reality shows med fokus på “den perfekte krop” og “det perfekte udseende”, er “Glee” en tiltrængt påmindelse om, at det sgu er det indeni, som tæller.

“Glee” foregår på gymnasiet McKinley High School, hvor spansklæreren Will Schuester beslutter sig for at stable et kor på benene, som kan måle sig med de legendariske ensembler, gymnasiet husede, dengang Schuester selv var elev. Men det er absolut ikke nogen nem opgave. Kun en håndfuld tilmelder sig frivilligt, og de er alle blandt skolens mest nedgjorte og forhadte elever. Kan den sympatiske Schuester forvandle denne flok “måske egnede” til en sensationel sanggruppe, før den årlige dyst mellem de lokale skolers kor løber af stabelen?

Schuesters musikalske trup består af flere af sendefladens mest karismatiske karakterer, og de spilles alle af veloplagte starletter, der selv danser og synger. Alle er fremragende, men især den unge Broadway-stjerne Lea Michele brillerer i rollen som Rachel Berry: En ung sangerinde, hvis ego er lige så stort som hendes talent. Jayma Mays er fuldstændig fortryllende som gymnasiets neurotiske studievejleder, der er forelsket i Schuester, og Matthew Morrison er superb som sanglæreren selv. Morrisons entusiasme er så ægte og smittende, at man fristes til prompte at drage til nærmeste karaokebar. Du vil med garanti synge seriens slagere i badet i ugevis.

Ja, “Glee” er dæleme inspirerende, og når den er bedst, er den direkte livsbekræftende – såsom da den homoseksuelle Kurt omsider springer helt ud af skabet og leverer en hjerteskærende udgave af “Defying Gravity”… og da den paralyserede Artie trodser sit handicap for at rokke i kørestolen til tonerne af “Proud Mary”… og da en døveskole, som alle afskrev før sangkonkurrencen, kaster sig ud i en spoken word-udgave af John Lennons “Imagine” – en ubeskriveligt bevægende hyldest til musikkens grænseløse væsen, som ville have gjort Lennon pavestolt.

Serien har det dog med at blive for sukkersød, og lidt for ofte hiver Schuester eller en af hans elever pludseligt en sentimental prædiken ud af ærmet, som øjeblikkeligt løser elevernes stridigheder. Så er det dog heldigt, at man har Jane Lynch på rollelisten. I rollen som en kynisk lærerinde, der nærer et utæmmeligt had til Schuester, er den evigt sarkastiske og knaldhamrende sjove skuespillerinde eminent til at tvinge serien ned på jorden igen, når end den kommer for tæt på de lige lovligt lyserøde skyer.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Pilot-afsnittet fremstår mere grynet og grumset end de andre episoder, men generelt er billedkvaliteten hæderlig. Farverne har det sjældent med at være for kraftige – indimellem er hudfarverne for rødlige, og den lokale fodboldbanes grønsvær er forbavsende mørkegrøn. Men snavs forekommer stort set aldrig, og edge-enhancement figurerer heller ikke. Billedet er skarpt, farvegengivelsen er ofte upåklagelig, og det samme kan man sige om kontrasten.

Audio

“Glee” er først og fremmest en tv-serie om musik, og heldigvis lyder sæsonens mange musikalske indslag vanvittigt godt på dvd. Når koret synger, får musikken lov til at folde sig ud via samtlige højtalere, og subwooferen giver de dybe toner ekstra slagkraft. Men de engelske Dolby Digital 5.1-lydspor imponerer ikke nær så meget under tv-seriens mere lavmælte scener. Dialogen er som regel tydelig, men den lyder ofte hul og flad, og mild overstyring forekommer en sjælden gang. Den auditive atmosfære er som regel overbevisende, om end en smule unuanceret.

Ekstramateriale

Æsken indeholder fire dvd’er, og ekstramaterialet befinder sig på den fjerde skive. Her er omtrent 51 minutters videomateriale, og det havde været dejligt, hvis man havde samlet indholdet i færre featuretter, for antallet af små, korte dokumentarer er en smule uoverskueligt. Her er dog en del underholdende materiale, såsom diverse klip fra skuespillernes auditions og skoleinspektør Figgins’ (spillet af den herlige Iqbal Theba) morsomme rundvisning på gymnasiet, som serien foregår på. Det er dog ærgerligt, at man ikke hører mere om skabelsen af specifikke afsnit. Nogle kommentarspor havde været velkomne, og det samme havde flere musikvideoer og slettede scener.