Kærlighed på afstand

At have en smag for romantiske komedier bliver ofte en masochistisk affære. Så mange af slagsen er så frygteligt ucharmerende og forudsigelige, at det er let at betragte hele genren som værende rædsom.

Ofte lider de ikke mindst under den skavank, at de alle lader deres romancer udspille sig under omstændigheder, som er ganske løsrevet fra virkeligheden, og gør det derfor umuligt for tilskuerne at identificere sig med nogle af figurerne.

Den fejl begår “Going the Distance” ikke, og alene af den grund er den et langt mere interessant bekendtskab end de fleste af genrens film. Dens omdrejningspunkt er i stedet noget, som en del af os på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med: Langdistanceforholdet i al dets tvivlsomme hæder. I dette tilfælde er det Erin og Garrett, som mødes tilfældigt i New York. Ingen af dem er på udkig efter et forhold – han er knap nok lige kommet ud af sit sidste, og hun står over for at flytte til San Francisco – men som så ofte set før så er det netop, når man ikke forventer det, at Amors pile kommer flyvende.

En lille flirt, en masse øl og en hurtig omgang sex senere viser det sig pludseligt, at de to faktisk er blevet en del mere involverede, end nogen af dem havde regnet med. Som de fornuftige unge mennesker, de er, beslutter de sig for at slå det hen, men ender alligevel med at fortryde i sidste øjeblik og må påbegynde et forhold, der primært kommer til at består af hastige weekender, når arbejdet tillader det, og de en sjælden gang kan ses. Eftersom “Going the Distance” er en komedie og en let en af slagsen, er vi som tilskuere ret sikre på, at det hele nok skal ordne sig, men afbildningen af den slags forholds mange kvaler er stadig vedrørende og rammende nok: En fornemmelse af stilstand bliver dominerende, og hurtigt kommer frustrationen, følelsen af svigt og jalousien til at fylde meget.

Parret, der holdes adskilt pga. karrieren, spilles af Drew Barrymore og Justin Long, og de gør begge en god figur som to lidt flippede typer, der sammen ligner et sandsynligt par. Fordi filmen i USA er blevet udsendt med en R-rating, kan sproget og vitserne tillade sig at være en del grovere og mere frimodige end sædvanligt for genren – og derved også en del sjovere og mere troværdige. Hvad der til gengæld trækker i modsat retning er nogle af de klichéer for romantiske komedier, som filmen desværre overholder til punkt og prikke. Herunder er Garretts to “sjove” venner, der på sædvanlig vis byder på grovkornede vitser og dårlige råd, og hvis bidrag til filmen derved mest bliver at få den til at ligne en sitcom – selvom det skal indrømmes, at den ene vens vane med at sætte “Top Gun”-musik til amourøse scener bestemt har sine øjeblikke.