Guardians of the Galaxy
Udgivet 30. jul 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Marvel er begyndt at grave dybt i fjerne egne og galakser efter superhelte, der kan holde jollen flydende, imens der ventes på flere film fra guldkalven, “The Avengers”. Til at fordrive ventetiden kommer nu “Guardians of the Galaxy”. En art fjogede fætre til hævnerholdet, der i stedet for Iron Man og Hulk har dusørjægeren Star-Lord, som han kalder sig, og hende den blå fra “Avatar” – nu grøn. I stedet for Thor og Captain America har vi her en vaskebjørn med en stor gun og et slags trævæsen samt en ret vred, stærk fyr. Et broget hold i en broget film.
Bradley Coopers animerede vaskebjørn med mindreværd og på-hitsomhed klarer sig bedst i den komiske linedans. Evigt pludrende og med en potent stødpistol giver en kombination, som Cooper charmerende joker hjem. Den øvrige humor fokuseres på at tage pusten fra eventuelle højtideligheder. Vores vrede stærkmand tager eksempelvis alt bogstaveligt. For ham er finger, der strejfer hals, ikke det internationale tegn for at nakke en. Det er finger, der strejfer hals. Pinlig, akavet tavshed. På samme vis er Vin Diesels godmodige trævæsen kun (måske klogeligt) udstyret med en replik: ”Jeg er Groot”. Det er hans svar til alt, hvilket igen bruges til at punktere en potentiel truende alvor i en scene.
Vogternes største problem er, at de er fanget i en film, som ikke vil stå ved sig selv, når det kommer til stykket. Den vil ikke gå all spoof, så fjollet er den trods alt ikke. Men hver gang, der er antræk til at gøre vores wannabe Darth Vader, Ronan, ond på den seriøst lede facon, så minder Vin Diesel os alle sammen om, at han er Groot. Da jeg havde affundet mig med, at jeg så skulle grine over, at han er Groot, så skiftede stemningen hurtigt til død, ødelæggelse og kræftsyge mødre. Men dén stemning er svær at tage helt ind, når en kæk vaskebjørns-oneliner venter lige rundt om hjørnet.
Instruktør James Gunn er ny i den her kulørte storfilmsliga. Han fik et lille gennembrud med en slags parodi over superheltegenren med den skæve “Super”, men den led også under en grad af skizofreni, som mere markant præger “Guardians of the Galaxy”. Marvel kunne have fundet en fin ferie-franchise hos vogterne af galaksen, men de må nok indstille sig på at skulle grave lidt endnu.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet