Gulliver’s Travels
Udgivet 9. feb 2011 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
Da forfatteren Jonathan Swift skrev “Gullivers rejser” i 1726, regnede han nok ikke med, at romanen her knap 300 år efter ville blive reduceret til en fortælling om en mand, hvis største bedrift er at lire Star Wars-citater af, slukke brande med sit urin og nedkæmpe gigantiske robotter. Men det er lige præcis, hvad der sker, når man lader Hollywood sætte kløerne i en litterær klassiker.
Jack Black har før vist sine komiske kvaliteter i film som “School of Rock”, “Tenacious D and the Pick of Destiny” og “Tropic Thunder”. Men i “Gulliver’s Travels” er han oppe imod en historie så håbløst fortalt og med så få sjove ideer, at selv Peter Sellers ville have kastet håndklædet i ringen. Den påklistrede kærlighedshistorie mellem lilleputten Horatio – spillet ligegyldigt af Jason Segel – og prinsessen af Lilliput er forstyrrende og afføder kun en enkelt sjov scene, hvor Jack Black hjælper Jason Segel med at kurtisere sin udkårne ved at citere Princes pophit “Kiss”.
Hvis “Gulliver’s Travels” så bare var en visuel godbid med masser af flotte effekter, så havde den måske været nemmere at sluge. Desværre ligner computereffekterne mest noget, der er fisket op af skraldespanden i redigeringsrummet til “En nat på museet”-filmene, og selvom man før forestillingen skal iføre sig et par sexede plastikbriller, så er filmens 3D-effekter mere forstyrrende, end de er vellykkede.
“Gulliver’s Travels” er endnu et eksempel på de håbløse eventyrkomedier, Hollywood spiser os af med år efter år. Film, der helst skulle være for hele familien, men ender med ikke at være for nogen som helst. Jack Black gør, hvad han kan, men når vittighederne stinker, og historiens morale kan stå bag på en Gajol-æske, så er der altså ikke meget at stille op. “Gulliver’s Travels” er, modsat Spies’ rejser, en ferie, man rigtig gerne vil hjem fra.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet