Anderledes superhelt – ordinær filmI instruktøren Peter Bergs livtag med superheltegenren er begrebet blevet vendt på vrangen – her er helten ikke det heroiske forbillede, som må redde verden fra onde superforbrydere, men derimod et pragteksempel på dårlig opførsel. Hovedpersonen John Hancock i Will Smiths mutte skikkelse giver betegnelsen anti-helt en helt ny betydning. Han er ikke bleg for at bruge sine superkræfter på at give irriterende børn tæsk, og han lider af et seriøst alkoholproblem. Det er der kommet en ganske underholdende gang ramasjang med glimt i øjet ud af, men “Hancock” hæver sig desværre aldrig helt over sin status som let og magelig popcorn-blockbuster uden kant eller nerve.

Det er ellers forholdsvist uudforsket terræn, som Berg og co. bevæger sig ud i. Idéen om at tage superhelten, som vi efterhånden kender ham til hudløshed, og placere ham i et mere hverdagsagtigt miljø med moderne problemer som dårlig PR er mig bekendt ikke prøvet før på film. Og at gøre hovedpersonen til en anti-helt, der ikke blot bærer sit lod i livet med sammenbidt mine, men som faktisk ikke gider være den superhelt, han fra naturens hånd er blevet pålagt, er både sjovt og en oplagt mulighed for anderledes dilemmaer.

Så langt så godt. Berg, som senest gav os den patriotiske action-thriller “The Kingdom”, har endnu engang fået Michael Mann med på vognen som producer, og det hele er da også både flot og i højt tempo. Men en snigende følelse af, at filmen først og fremmest har været en legestue og magelig afslapning for filmholdet og skuespillerne begynder at indfinde sig, jo længere man kommer ind i handlingen. Klodsede forsøg på Frankenstein-referencer og tiltagende plothuller i filmens anden halvdel hjælper ikke just på denne anke.

John Hancock, der efterhånden har opbrugt L.A.’s tålmodighed ved at være den superhelt, der har forårsaget mest materiel skade i hele verden, er led og ked af sin tjans som de svages beskytter. Han husker ikke, hvor han kommer fra, eller hvorfor han er udstyret med superkræfter, og i sin selvmedlidenhed har han søgt tilflugt på bunden af flasken. Men så møder han PR-manden Ray Embrey, der straks ser muligheder i den skrantende supermand, og modvilligt går Hancock med til at lade Ray forbedre hans offentlige persona. Rays kone, Mary, virker dog ikke synderligt begejstret for sin mands almisse-projekt, men snart opstår der alligevel en slags kemi mellem den fallerede Hancock og Mary, hvilket ikke gør situationen bedre.

Will Smith beviste i det lavmælte drama “The Pursuit of Happyness”, at han kan mere end at være rap fyr i L.A. eller cool bad boy, men i “Hancock” synes han næsten at være forfaldet til en slags tømmermændenes katatoni. Ganske vist er det til dels i tråd med rollen, for Hancock er givetvis en mand af få ord, men det er som om, der aldrig helt bliver plads til Smith. Måske har den tilbagelænede og halvstive stil passet ham for godt, for det lykkes ham desværre aldrig helt at bryde ud af rollen, i takt med at Hancock på papiret udvikler sig. Hans medskuespillere Jason Bateman og Charlize Theron er begge godt valgt i deres respektive roller, og især Bateman dominerer filmens komiske passager. At han overskygger den gadesmarte Will Smith på dette punkt signalerer også, at vores alle sammens ‘Fresh Prince’ måske kører lidt for meget på efterbrænderne. Han synes underligt fanget et sted mellem den stumme seriøsitet fra “I Am Legend” og pokerfjæs-humoren fra slacker-roller a la “Bad Boys”.