Alice i morderland

Hvad får man, hvis man parrer et eventyr med en hårdtpumpet actionfilm og for en god ordens skyld smider et par drama- og mysterie-gener oven i hatten? Et godt svar på det spørgsmål ville være “Hanna”, der kommer til lærredet som en usædvanlig, men velfungerende blanding af alle disse umiddelbart så uforenelige elementer.

Historien følger den unge Hanna, der har haft en alt andet end normal opvækst. Hele sit liv har hun boet isoleret i vildnisset kun i selskab med sin far, spillet af Eric Bana. Han er en tidligere agent med betydelige evner og frygter øjensynligt både for sit eget og datterens liv og har derfor opdraget hende grundigt i kampfærdigheder og overlevelsens kunst. Som resultat er Hanna en ren kampmaskine, men til gengæld blottet for enhver form for praktisk viden om livet uden for de øde sletter, som hun kun kender via opslagsværker. Ligeledes taler hun læssevis af sprog, men har tilsyneladende aldrig ført en samtale med andre end sin far. Begrebet “beskyttet barndom” bliver her taget til et helt nyt niveau.

De isolerede omstændigheder bliver dog efterhånden for meget for Hanna, der beslutter sig for, at hun er klar til at prøve kræfter med truslerne udenfor og derfor tager mod civilisationen i almindelighed og den kvindelige CIA-agent Marissa i særdeleshed. Hun spilles med benhård effektivitet af Cate Blanchet, der til lejligheden er blevet udstyret med en iøjnefaldende sær hårfarve og indtager rollen som filmens onde stedmor/heks. Ikke overraskende viser hun sig at være mere vanskelig at få gjort kål på end først antaget.

“Hanna” er instrueret af Joe Wright, der for at sige det mildt ikke er den slags instruktør, man forventer som manden bag en actionfilm, men måske netop af den grund klarer han jobbet så godt. Han stod bag den fremragende Jane Austin-film “Stolthed og fordom” og fortsatte med “Soning”, der også er beundret af mange, omend ikke af mig. Han faldt dog til jorden med den helt igennem rædselsfulde Oscar-tiggende “Solisten”, og det er derfor med en vis lettelse, at man ser denne film og konstaterer, at han heldigvis er tilbage i god form.

“Hanna” er noget så forholdsvist sjældent som en yderst velinstrueret actionfilm, der for en gangs skyld tager skridtet væk fra den hektiske klipning og tilbage til den hedengangne stil, hvor man rent faktisk kan se bevægelserne i slagsmålene. Brugen af skydevåben er minimal, men til gengæld er nævekampene hyppige, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har været så revet med af en omgang slå på tæven-action som her. Ikke mindst en blæret one-take-slåskamp i en metro er fuldstændig blændende udført. Wright forstår dog til fulde, at det først og fremmest er personerne, der skal holde os fanget, og han formår både at bygge nogle karakterer op, man rent faktisk interesserer sig for, samt forsyne filmen med en jordbunden følelse, som til tider næsten får den til at ligne en af Wim Wenders’ herlige road movies.