Hard Day’s Night, A
Udgivet 9. sep 2014 | Af: paideia | Set i biografen
“A Hard Day’s Night” er en klassiker. Den dukker ofte op på lister over verdens bedste film. Derfor er det også svært for mig at anmelde den i forbindelse med, at den er blevet restaureret i anledning af dens 40 års jubilæum. Jeg kan umuligt sætte mig ind i, hvordan den har virket for sin samtid. Man vil som anmelder ofte ende med at se et mesterværk, fordi man har fået at vide, at det er et mesterværk. Eller omvendt blive voldsomt skuffet fordi den på ingen måde kan leve op til ens tårnhøje forventninger. I dette tilfælde ender jeg desværre i den sidste kategori.
Det er den samme energi, der gør, at de fire Liverpool-drenge formår at løfte hovedrollerne, selv om ingen af dem er skuespillere. De har en naturlighed, frækhed og charme, der i mangel af et egentligt plot holder dampen oppe gennem filmen. De spiller en version af sig selv på vej til et tv-show, hvor de skal spille en koncert. Deres hårdtprøvede manager forsøger at holde dem fokuseret på den opgave, hvilket selvfølgelig viser sig at være en udfordring. Jeg synes for så vidt ikke, at der behøves et meget mere udfoldet plot for at drive en musikfilm, men det irriterer mig gevaldigt, at man på dette enkle plot har klistret et unødvendigt og usammenhængende komediespor.
Og med “hysterisk morsomme” mener jeg naturligvis vildt anstrengende og på ingen måde sjove. Der prøves alt for hårdt, hvilket er ganske unødvendigt og i sidste ende forstyrrende. Det er den mere spidsfindige humor, som den lykkes med. Som da John diskuterer med en pige, om han ikke ligner “ham der” fra bandet, men det ender med, at hun påstår, at han overhovedet ikke ligner. Det eneste, der udover musikken, som jeg i forvejen var vild med, fangede mig ved filmen, var det visuelle udtryk. Her har man tydeligvis nydt at lege med mediet. En hektisk backstage-scene skifter til en parkidyl i modlys, der igen skifter til stumfilmsslapstick, der så går over til noget, der ligner en moderne musikvideo. Stilen skifter konstant, og klipning og kameraarbejde er skarpt og fornyende.
De visuelle lækkerier kunne dog ikke forhindre mig i at gå lettere skuffet ud af biografen. At andre tæller den som en af de bedste musikfilm nogensinde, er ligegyldigt for mig. Jeg forventede en film, der kunne andet og mere end at levere lækre billeder til The Beatles’ geniale musik, og det fik jeg ikke. Filmen er 40 år gammel, og den dygtige restaurering til trods så er den ikke ældet med ynde.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet