Banal musikfilm med sublim musik

“A Hard Day’s Night” er en klassiker. Den dukker ofte op på lister over verdens bedste film. Derfor er det også svært for mig at anmelde den i forbindelse med, at den er blevet restaureret i anledning af dens 40 års jubilæum. Jeg kan umuligt sætte mig ind i, hvordan den har virket for sin samtid. Man vil som anmelder ofte ende med at se et mesterværk, fordi man har fået at vide, at det er et mesterværk. Eller omvendt blive voldsomt skuffet fordi den på ingen måde kan leve op til ens tårnhøje forventninger. I dette tilfælde ender jeg desværre i den sidste kategori.

Dermed ikke være sagt, at det er en dårlig film. Det er en ganske underholdende og ofte visuelt spændende film, men for mig blev den aldrig rigtigt andet end en bagatel. Det eneste exceptionelle ved filmen er musikken. Naturligvis. The Beatles er et af de største musikalske fænomener nogensinde. Jeg har svært ved at tro på, at der er nogen mennesker, der ikke kan begejstres af deres musik. Selv hvis filmens eneste bedrift var at have givet os titelsangen, så ville det faktisk være nok. Det hjælper selvfølgelig kun, at vi har bandet selv til at tilføre sangene et ekstra skud energi.

Det er den samme energi, der gør, at de fire Liverpool-drenge formår at løfte hovedrollerne, selv om ingen af dem er skuespillere. De har en naturlighed, frækhed og charme, der i mangel af et egentligt plot holder dampen oppe gennem filmen. De spiller en version af sig selv på vej til et tv-show, hvor de skal spille en koncert. Deres hårdtprøvede manager forsøger at holde dem fokuseret på den opgave, hvilket selvfølgelig viser sig at være en udfordring. Jeg synes for så vidt ikke, at der behøves et meget mere udfoldet plot for at drive en musikfilm, men det irriterer mig gevaldigt, at man på dette enkle plot har klistret et unødvendigt og usammenhængende komediespor.

Jeg vil påpege, at der normalt ikke findes større fortaler for britisk komedie end mig, men her er der desværre tale om humor, der har væsentligt større åndsfællesskab med “The Benny Hill Show” end med “Monty Python’s Flying Circus”. Det personificeres af Pauls bedstefar, som hægter sig på bandet og derefter skaber en lang række problemer for dem i klassisk lavkomisk stil. Han jager damer, han stikker af for at gå på kasino, han overtaler Ringo til at forlade tv-studiet og andre hysterisk morsomme optrin i samme stil.

Og med “hysterisk morsomme” mener jeg naturligvis vildt anstrengende og på ingen måde sjove. Der prøves alt for hårdt, hvilket er ganske unødvendigt og i sidste ende forstyrrende. Det er den mere spidsfindige humor, som den lykkes med. Som da John diskuterer med en pige, om han ikke ligner “ham der” fra bandet, men det ender med, at hun påstår, at han overhovedet ikke ligner. Det eneste, der udover musikken, som jeg i forvejen var vild med, fangede mig ved filmen, var det visuelle udtryk. Her har man tydeligvis nydt at lege med mediet. En hektisk backstage-scene skifter til en parkidyl i modlys, der igen skifter til stumfilmsslapstick, der så går over til noget, der ligner en moderne musikvideo. Stilen skifter konstant, og klipning og kameraarbejde er skarpt og fornyende.