His Dark Materials

InstruktionTom Hooper

MedvirkendeJames McAvoy, Dafne Keen

Længde60 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 04/11/2019 på HBO

Anmeldelse

His Dark Materials – Sæson 1

3 6

 

Det er den ateistiske udgave af “Narnia”-universet, hvor Jesus-løven Aslan genopstod. “His Dark Materials” har nemlig ikke stor fidus til religion.

 

Således er det vanskeligt ikke at læse Philip Pullmans “His Dark Materials”-univers op mod C. S. Lewis’ løve, heks og garderobeskab.

 

Begge er de britiske forfattere med smag for fantasy, der er næsten lige så fascinerende som Harry Potter. Den ene skrev en hyldest til kristendommen, imens denne anden emmer af religionskritik.

 

Nu forsøger BBC og HBO i samarbejde endelig at levere en filmatisering af Philip Pullmans trilogi, som det blev forsøgt i 2007 med flopfilmen “Det gyldne kompas“, der effektivt kasserede de ellers yderligere planlagte to film.

 

Det er den samme historie, som nu skal fortælles i serieform med “His Dark Materials”, der begynder i et britisk Oxford indrettet i gammel victoriansk stil dog med én markant fantasytilføjelse.

 

Alle mennesker er udstyret med et dyr som følgesvend – en dæmon. Det er Pullmans centrale idé, der dog ikke er meget sjov ved i de første fire afsnit, jeg har set ud af sæsonens i alt otte.

 

De kristent onde fra Magisterium er udstyret med en slange eller en rotte, imens børnene typisk har nuttede pelsdyr. Så er der nemt styr på onde og gode.

 

Fans ved på forhånd, at menneske/dæmon-forholdet bliver afgørende senere i serien, når den kyniske Mrs Coulter udfolder sin plan, men her efter fire timer er dæmonerne dælme kedelige.

 

Bedre bliver hovedpersonen Lyras gyldne kompas heller ikke brugt. Hun er den særligt udvalgte, der kan anvende dette videnskabelige sandhedsapparat.

 

Det er nemt at forestille sig, hvordan Lyra tænker sig til at bruge kompasset i romanerne, men disse tanker er straks anderledes vanskelige at forvandle til godt tv.

 

“His Dark Materials” opfører sig som de svageste “Harry Potter”-film, hvor bøgernes passager blev forklaret – aldrig vist.

 

Sådan fortælles de centrale plotpointer også i “His Dark Materials” – hvem er Lyras forældre, hvor er Lord Asriel, og hvordan mistede Iorek Byrnison sit panser?

 

Spørgsmålene besvares, som var der tale om en lydbog – men det er det ikke.

 

Således opleves alt det vigtige i “His Dark Materials”, som om det foregår uden for skærmen, imens skærmtiden i stedet fyldes ud med over-onde, der taler med onde, der taler med under-onde i kedelige lokaler langt væk fra Lyra og den fede fantasy.

 

“Logan”-sensationen Dafne Keen er ellers okay som Lyra, men hæmmes af et eventyr for småt til at blive smurt ud over flere sæsoner.

 

Derfor går der snak i den, hvilket står i kontrast til seriens budskab om at udforske den store verden helt op til Svalbard, hvor Asriel har fundet det mystiske ‘dust’.

 

Først i fjerde afsnit skiftes der endelig scene fra det britiske magtcentrum, da Gyptian-underklassen endelig holder kæft og tager Lyra med på rejse mod det kolde nord, hvor børnene angiveligt holdes fanget.

 

Nu er der endelig snak om panserbjørne og en kommende krig mod Iofur Raknison, der kan købes for en kristen dåb.

 

Men selv om det er fantasysnak, så er det stadig primært snak, som jeg har lige så lidt fidus til, som Philip Pullman har til religion.

 

 

Trailer