Jeg slår op, Peter!

En af mine største biografromancer udspillede sig en sen aften i 2001 i Aalborg Scala Bios sal 1. “Ringenes herre: Eventyret om ringen”. Jeg havde aldrig set noget lignende. En rollespilsfortælling om venskab og mod. Sam og Frodo. En mystisk fremmed i hjørnet på en kro. Mørke riddere i kapper, der truer den spinkle fred. Et rejsende selskab på en mission til det onde land, Mordor. Over høje, sneklædte bjergpas og igennem en mystisk, forladt mine gik rejsen, der føltes dejligt krævende og udmattende. Forhistorien til den rejse er nu afsluttet med sidste kapitel i “Hobbitten”-trilogien, der kun føles udmattende. “Hobbitten: Femhæreslaget” gør, at jeg nu slår op med Peter Jacksons Midgårdsunivers.

Forhistorietrilogien begyndte på det jævne. Meget trægt, meget langtrukkent med filmhistoriens længste opvaskescene i “Hobbitten: En uventet rejse” for to år siden. Men så smed Peter Jackson den flotte drage Smaug med i puljen i “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark”, der med et uhyggeligt Sauronøje og en djævelsk stemme leveret af Benedict Cumberbatch satte de ensformige dværge i baggrunden til fordel for en højspændt tango med Bilbo inde i guldriget Erebor på toppen af Det ensomme bjerg. Nu begyndte det at ligne noget. Men i sidste kapitel får den selvhøjtidelige Thorin, søn af Thráin og barnebarn til nok en dværg, der begynder på Th, hurtigt sendt Bilbo og Smaug på sidelinjen til fordel for et slag med fem hære, der slås og slås og slås med at få mig til at forstå, hvorfor de skal slås i så lang tid.

Der er bare ikke så mange måder, en ork kan nakkes på, at det er sjovt at se på uafbrudt i halvdelen af en lang film. Derfor er “Ringenes herre: Eventyret om ringen” stadig de bedste timer, jeg har tilbragt i Midgård. Med helten på farlig rejse. Det er i rollespillets mulighed for at besøge fantastiske verdener, det er bedst. Herredets miniputhygge, Elverrigets storhed og dværgenes grådige undergrund er eventyressens. “Hobbitten: Femhæreslaget” er et trist ’First person shooter' ledet af monotone Thorin, der sværdhugger sig igennem et uendeligt antal alt for computerflotte orker.

Det primære problem er vel, at Bilbos skæbne ikke er spændende. Samme problem havde Anakin i “Star Wars: Episode III”, der skulle tilkoble sig de tre gamle film. Hverken George Lucas eller Peter Jackson vil næppe blive husket for deres prequeltrilogier. For med Bilbos skæbne låst fast til en ring så er det dværgekongen Thorin, der er forfremmet til udviklende hovedkarakter, alt imens Gandalf, Legolas, Saruman og Galadriel hænger ud i udkanten af fortællingen som fanservice, der med et indforstået glimt i øjet med adresse til Mordor peger frem mod mørkere tider.

Thorin kan ikke løfte den byrde. Postuleret hurtigt bliver han skør af sit dværgeguld, men han mangler Aragorn eller Boromirs menneskelige nuancer for at interessere mig. Rejsen frem mod Erebor har han brugt på at erklære, at han er Thorin, søn af Thráin og andre selvhøjtideligheder, der skaber distance, ikke nærvær. Det samme kan siges om den sært påduttede romance imellem She-Elf-Next-Door, Tauriel, med det røde hår og de struttende læber og så flot-fyr-dværgen Kili, der fortæller hende, at hun får ham til at føle, at han lever. Den havde end ikke Renée Zellweger hoppet på.