The show must go on!

Sidste års franske hyldest til filmmediet, Oscar-slugeren “The Artist”, var en stilren genrefilm med et lettilgængeligt plot. Dette års franske pendant er ikke bare ovre i den anden grøft, den er på en helt anden planet! Hvor “The Artist” var en romantisk stumfilm, så er “Holy Motors” umulig at sætte et genremærkat på. Den er krimi og kampsport, musical og melodrama, CGI og socialrealisme. Den er det hele i én stor pærevælling – og gerne på samme tid.

I filmen følger vi på overfladen den travle mand monsieur Oscar på en tilfældig dag, hvor han har ni aftaler rundt omkring i Paris. Men disse “aftaler” har mildest talt en noget særpræget karakter. Den første aftale går ud på, at han udklædt som gammel, invalid tiggerkone skal gå rundt med det velkendte bæger i hånden. Til den næste aftale er han iført en sort heldragt med små hvide bolde på, og stedet er et motion capture-studie. Og som optakt til den tredje aftale klæder monsieur Oscar sig ud som en blanding af Klokkeren fra Notre Dame og en irsk leprechaun. Alle kostume- og makeup-skift foregår i den lange, hvide limousine, som hans chauffør, Celine, transporterer ham rundt i. Man begynder som tilskuer så småt at få en mistanke om, at der er andet på færde end det, vi umiddelbart kan se.

Det vil den årvågne biografgænger formentlig tænke allerede i filmens åbningsscene, hvor en anden mand, spillet af filmens instruktør, Leos Carax, vågner op i et hotelværelse, bruger sin finger – som pludselig er en nøgle – til at åbne en skjult dør i væggen og træder ind i en biografsal. Jo, der er helt sikkert nogle ekstra lag i spil her. Uden at man nødvendigvis kan identificere alle delelementerne i de aftaler, som monsieur Oscar gennemlever denne dag, er det tydeligt, at de er spækkede med referencer til andre film og perioder i filmhistorien. Og “aftalerne” er alle scener fra en række helt forskellige film i helt forskellige genrer. Der er tilsyneladende ingen logik i rækkefølgen af scenerne eller nogen sammenhæng mellem dem. Og så alligevel. For vi skal længere ind. Vi skal – om jeg så må sige – helt ind i sindet!

På det næste niveau i denne komplekse fortælling er monsieur Oscar (blændende spillet af Denis Lavant i alle afskygninger) en skuespiller, der lever sit liv gennem de roller, han spiller. Nogle gange gør det ham trist, andre gange gør det ham glad, men altid er det “skønheden i handlingen”, som han udtrykker det, der driver ham videre. En af filmens aftaler/scener er et socialrealistisk familiedrama, hvor han spiller en fraskilt far, der forsøger at opdrage på sin teenagedatter. Datteren skal straffes for at have løjet over for sin far, og straffen fra ham bliver “at du er dig, og at du skal leve med det”. Det giver grum, poetisk mening i den pågældende scene, men samtidig giver det mening i forhold til monsieur Oscar, som aldrig er sig selv, men kun lever gennem de roller, han spiller.

Der er en klar fornemmelse af, at det hele er ét stort spil, én stor maskine, hvori monsieur Oscar og andre skuespillere lever et rakkerliv fra rolle til rolle for at holde det skjulte maskineri, “den hellige motor”, i gang for publikums skyld. På den måde bliver “Holy Motors” til en fransk, intellektuel udgave af den blændende metafilm “The Cabin In The Woods”, som har et lignende, underliggende tema. Men hvor “hytten i skoven”-filmen er forholdsvis enkel at afkode, hvis man har set en håndfuld teen slashers, så taler denne franske udgave – naturligvis, fristes man til at sige – hovedsagligt til feinschmeckere, der har et bredt kendskab til genrerne og filmhistorien. Og selv da tager det nok et par dages betænkningstid, før filmen falder helt på plads. Men det skal ikke afholde mere moderate filmelskere fra at gå ind og få sig en ordentlig én på opleveren!