Ude godt, hjemme bedst

Forleden lå det i kortene, at den kronisk prisslugende tv-serie “Mad Men” ville vinde en Emmy-statuette i kategorien ‘årets bedste dramaserie’ for femte år i træk. Men i stedet gik tv-branchens Oscar-pendant til en af sendefladens nytilkomne føljetoner, “Homeland”, som skabte flere overskrifter end kampen om SF-formandsposten, da den samtidig vandt i kategorierne ‘bedste manuskript’, ‘bedste mandlige hovedrolle’ og ‘bedste kvindelige hovedrolle’. Men var sejren vitterligt fortjent, eller blev serien blot belønnet, fordi det amerikanske tv-akademi var bange for at fremstå uforanderligt og uopfindsomt?

Personligt blev jeg en smule skeptisk, da jeg så ordene ’fra producenterne bag “24 timer”‘ på dvd-udgivelsens omslag. Var “Homeland” mon endnu en smagløs spændingsserie, der udstiller menneskerettighedsorganisationer som skalkeskjul for slyngler og illustrerer, at ordensmagten ikke er en døjt bedre end de skruppelløse terrorister, den jager? Gudskelov manede serien lynhurtigt min frygt i jorden.

Både æstetisk og indholdsmæssigt har “Homeland” langt mere tilfælles med de klassiske, systemkritiske thrillere fra 1970’erne – film som “Aflytningen” og “Tre døgn for Condor”, som tilmed fremhæves som inspirationskilder i dvd-udgivelsens ekstramateriale. For selvom der aldrig hersker tvivl om, at de brutale terrorister er fjenderne, så er der bestemt heller ikke nogen hos CIA, der udelukkende har rent mel i posen, og dét er en af seriens største forcer… Nærmest hver eneste karakter er en gråzone og et omvandrende puslespil, som man bruger størstedelen af sæsonen på at prøve at løse – ikke mindst soldaten Nicholas Brody, om nogen seriens omdrejningspunkt, der vender hjem efter otte års fangenskab i Irak.

Her er ingen endimensionale revolvermænd à la Jack Bauer fra “24 timer” – kun interessante, ufuldkomne mennesker af kød og blod, som man øjeblikkeligt får lyst til at følge gennem tykt og tyndt. Selv terroristerne portrætteres på en moden facon, således at vi bestemt ikke billiger deres handlinger, men så vi i hvert fald kommer tættere på at forstå deres smerte og motiver. Moralen er klar: I krigen mod terror får alle blod på hænderne. Det er forbavsende, at en amerikansk tv-serie tør sætte spørgsmålstegn ved (hvis ikke ligefrem fordømme) sit hjemlands ordensmagt, og heldigvis forbliver “Homeland” dristig fra start til slut – den viger aldrig tilbage fra kontroversielle spørgsmål, barskt sprog eller pludselige drejninger, der tager pusten fra én, men aldrig føles forcerede.

Som sagt er Nicholas Brody omdrejningspunktet, idet hans tilbagevenden til USA kickstarter historien, men han er ikke alene om at være i centrum. Claire Danes spiller Carrie Mathison – en ung og noget neurotisk CIA-agent, der er sindssygt dygtig til sit arbejde og til at tirre sine overordnede, der ikke bifalder hendes uortodokse metoder. I Irak erfarede Mathison, at al-Qaeda havde hvervet en amerikansk officer til at arbejde for sig, men hun fik aldrig soldatens navn, så da Brody pludseligt vender hjem efter otte år, er hun overbevist om, at han er terroristernes dobbeltagent. Hun bliver besat af tanken og sætter alt ind på at bevise Brodys skyld, alt imens Brody forsøger at genfinde sin plads hos sin familie, der troede, han var død.

Danes’ indsats er forbløffende – hun formår både at gengive en besnærende autoritet og en underliggende nervøsitet, der indimellem blusser op, og som har rødder i agentens hemmeligholdte, bipolare lidelse. Og i rollen som Brody leverer engelske Damian Lewis en præstation, der er så subtil og nuanceret, at man aldrig er sikker på, hvem soldaten egentlig er loyal over for. Lewis efterlader dog ingen tvivl om, at Brody har været igennem et helvede og nu helhjertet forsøger at stykke sin splittede familie sammen igen. Han er svær ikke at holde af, og når Lewis og Danes optræder sammen, slår de gnister.

Selv de mindste bifigurer er der masser af kød på. Der er en rørende intimitet i scenerne mellem Mathison og CIA-koryfæet Saul (en superb Mandy Patinkin), og Morena Baccarin er helt hjerteskærende som Brodys hustru, der omsider var kommet videre med sit liv efter sin mands forsvinden, men som nu igen får vendt op og ned på tilværelsen. Min eneste anke mod serien er, at når Brodys Irak-oplevelser omsider skildres, så går det så stærkt, at man desværre ikke kommer meget længere ind under huden på manden. Men sæsonafslutningen er en nerveflænser af format, og personligt glæder jeg mig enormt til atter at se dette persongalleris tøjlen med deres indre og ydre dæmoner.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. “Homeland” så ganske godt ud på dvd, men et af afsnittene var plaget af utilgivelige pixelfejl og fastfrosne billeder. Den slags skavanker dukker heldigvis aldrig op på denne BD-udgivelse, og hvert eneste afsnit ser fuldkommen fantastisk ud i HD. Billedet er knivskarpt, og detaljerigdommen er astronomisk – man kan vitterligt læse den komplette recept på Carries piller, som ellers er skrevet med relativt små bogstaver. Enkelte glorier dukkede op på dvd-udgivelsens transfers, men her på Blu-ray forekommer edge-enhancement aldrig. Farverne er enormt appetitlige, og kontrasten er også upåklagelige. Der er ikke mange tv-serier, der ser lige så godt ud i HD som “Homeland”.

Audio

Dolby Digital 5.1-lydsporene på dvd-udgivelsen af “Homeland” imponerede bestemt ikke, men det gør BD-udgivelsens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor til gengæld. Dialogen har en dejlig rumklang og lyder aldrig spids i HD, og DTS-lydsporene udnytter også hele kanalnetværket meget bedre. Nu er det ikke kun centerhøjtaleren, der for alvor gør sig bemærket, og den auditive atmosfære er som regel meget levende og troværdig. Subwooferen er heller ikke tavs, og både eksplosioner, skud og musikkens dybe toner skænkes ekstra slagkraft af LFE-kanalen. Ikke én replik overdøves, og Sean Callerys jazzede score folder sig også fint ud.

Ekstramateriale

Hovedrolleindehaverne Claire Danes og Damian Lewis samt produceren Howard Gordon og manuskriptforfatteren/produceren Alex Gansa har i fællesskab indtalt et kommentarspor til seriens pilotafsnit, som faktisk ikke nævnes på udgivelsens omslag. Kvartetten kommer med nogle interessante anekdoter (der opstod åbenbart et masseslagsmål i Israel, da filmholdet lukkede et lille marked ned, så de kunne optage et par scener!), og deltagerne hygger sig tydeligvis, men kommentarsporet er spækket med meget lange pauser, hvor de medvirkende bare følger med i afsnittet og glemmer at kommentere det. Jeg havde ærlig talt forventet meget mere af dette kommentarspor.

Sæsonens 12 afsnit er fordelt over tre skiver, og hver disk indeholder få minutters slettede/alternative scener fra de forskellige episoder. Bortset fra en enkelt stærk scene med Brody og hans datter er de slettede sekvenser forglemmelige. Disk 4 indeholder også den fremragende dokumentar “Homeland Season One: Under Surveillance” (33 min.), der kommer rundt om alt fra hyringen af skuespillerne til komponeringen af musikken. “Week Ten: Prologue to Season Two” (4 min.) byder på et par korte scener, der skal forestille at foregå mellem seriens første sæson og den næste af slagsen, som snart bliver vist på amerikansk tv. Det er ærgerligt, at den fabelagtige trailer til seriens anden sæson, som kan ses på YouTube, ikke medfølger. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Ude godt, hjemme bedst

Forleden lå det i kortene, at den kronisk prisslugende tv-serie “Mad Men” ville vinde en Emmy-statuette i kategorien ‘årets bedste dramaserie’ for femte år i træk. Men i stedet gik tv-branchens Oscar-pendant til en af sendefladens nytilkomne føljetoner, “Homeland”, som skabte flere overskrifter end kampen om SF-formandsposten, da den samtidig vandt i kategorierne ‘bedste manuskript’, ‘bedste mandlige hovedrolle’ og ‘bedste kvindelige hovedrolle’. Men var sejren vitterligt fortjent, eller blev serien blot belønnet, fordi det amerikanske tv-akademi var bange for at fremstå uforanderligt og uopfindsomt?

Personligt blev jeg en smule skeptisk, da jeg så ordene ’fra producenterne bag “24 timer”‘ på dvd-udgivelsens omslag. Var “Homeland” mon endnu en smagløs spændingsserie, der udstiller menneskerettighedsorganisationer som skalkeskjul for slyngler og illustrerer, at ordensmagten ikke er en døjt bedre end de skruppelløse terrorister, den jager? Gudskelov manede serien lynhurtigt min frygt i jorden.

Både æstetisk og indholdsmæssigt har “Homeland” langt mere tilfælles med de klassiske, systemkritiske thrillere fra 1970’erne – film som “Aflytningen” og “Tre døgn for Condor”, som tilmed fremhæves som inspirationskilder i dvd-udgivelsens ekstramateriale. For selvom der aldrig hersker tvivl om, at de brutale terrorister er fjenderne, så er der bestemt heller ikke nogen hos CIA, der udelukkende har rent mel i posen, og dét er en af seriens største forcer… Nærmest hver eneste karakter er en gråzone og et omvandrende puslespil, som man bruger størstedelen af sæsonen på at prøve at løse – ikke mindst soldaten Nicholas Brody, om nogen seriens omdrejningspunkt, der vender hjem efter otte års fangenskab i Irak.

Her er ingen endimensionale revolvermænd à la Jack Bauer fra “24 timer” – kun interessante, ufuldkomne mennesker af kød og blod, som man øjeblikkeligt får lyst til at følge gennem tykt og tyndt. Selv terroristerne portrætteres på en moden facon, således at vi bestemt ikke billiger deres handlinger, men så vi i hvert fald kommer tættere på at forstå deres smerte og motiver. Moralen er klar: I krigen mod terror får alle blod på hænderne. Det er forbavsende, at en amerikansk tv-serie tør sætte spørgsmålstegn ved (hvis ikke ligefrem fordømme) sit hjemlands ordensmagt, og heldigvis forbliver “Homeland” dristig fra start til slut – den viger aldrig tilbage fra kontroversielle spørgsmål, barskt sprog eller pludselige drejninger, der tager pusten fra én, men aldrig føles forcerede.

Som sagt er Nicholas Brody omdrejningspunktet, idet hans tilbagevenden til USA kickstarter historien, men han er ikke alene om at være i centrum. Claire Danes spiller Carrie Mathison – en ung og noget neurotisk CIA-agent, der er sindssygt dygtig til sit arbejde og til at tirre sine overordnede, der ikke bifalder hendes uortodokse metoder. I Irak erfarede Mathison, at al-Qaeda havde hvervet en amerikansk officer til at arbejde for sig, men hun fik aldrig soldatens navn, så da Brody pludseligt vender hjem efter otte år, er hun overbevist om, at han er terroristernes dobbeltagent. Hun bliver besat af tanken og sætter alt ind på at bevise Brodys skyld, alt imens Brody forsøger at genfinde sin plads hos sin familie, der troede, han var død.

Danes’ indsats er forbløffende – hun formår både at gengive en besnærende autoritet og en underliggende nervøsitet, der indimellem blusser op, og som har rødder i agentens hemmeligholdte, bipolare lidelse. Og i rollen som Brody leverer engelske Damian Lewis en præstation, der er så subtil og nuanceret, at man aldrig er sikker på, hvem soldaten egentlig er loyal over for. Lewis efterlader dog ingen tvivl om, at Brody har været igennem et helvede og nu helhjertet forsøger at stykke sin splittede familie sammen igen. Han er svær ikke at holde af, og når Lewis og Danes optræder sammen, slår de gnister.

Selv de mindste bifigurer er der masser af kød på. Der er en rørende intimitet i scenerne mellem Mathison og CIA-koryfæet Saul (en superb Mandy Patinkin), og Morena Baccarin er helt hjerteskærende som Brodys hustru, der omsider var kommet videre med sit liv efter sin mands forsvinden, men som nu igen får vendt op og ned på tilværelsen. Min eneste anke mod serien er, at når Brodys Irak-oplevelser omsider skildres, så går det så stærkt, at man desværre ikke kommer meget længere ind under huden på manden. Men sæsonafslutningen er en nerveflænser af format, og personligt glæder jeg mig enormt til atter at se dette persongalleris tøjlen med deres indre og ydre dæmoner.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Billedet er som regel knivskarpt, og både farvegengivelsen og kontrasten er upåklagelig hele vejen igennem. Jeg bemærkede dog en smule edge-enhancement i nogle af totalbillederne, hvor man øjensynligt har forsøgt at gøre billedet skarpere, hvilket desværre har skabt nogle tynde glorier. Men normalvis ser “Homeland” altså hamrende godt ud, og hverken banding eller udtværing forekommer. Under normale omstændigheder var udgivelsens billedkvalitet blevet belønnet med fem stjerner, men under seriens andet afsnit, “Grace”, fryser billedet to gange (blot et par frames, men det er tydeligt) og en enkelt pixelfejl optræder også. Ærgerligt og besynderligt.

Audio

Mange nyproducerede tv-serier lyder lige så godt som Hollywoods nyeste storfilm, men mine høje forventninger til lydsiden i “Homeland” fik hurtigt et rap over nallerne allerede under seriens pilot, hvor dialogen lød forbavsende hul, og kun centerhøjtaleren gjorde sig særligt bemærket. Heldigvis lyder de andre afsnit bedre, men ikke ét af udgivelsens 12 lydspor er tilnærmelsesvis fantastisk. Replikkerne er altid tydelige, men indimellem lyder de en anelse spidse. Hverken baghøjtalerne eller subwooferen kommer for alvor op i gear, men den auditive atmosfære er heller ikke direkte mangelfuld. Når vi befinder os i CIA’s travle kontorer, skaber DD5.1-lydsporene fornemmelsen af, at der er masser af aktivitet i afkrogene. Oftest savner man dog mere liv i lydbilledet.

Ekstramateriale

Hovedrolleindehaverne Claire Danes og Damian Lewis samt produceren Howard Gordon og manuskriptforfatteren/produceren Alex Gansa har i fællesskab indtalt et kommentarspor til seriens pilotafsnit, som faktisk ikke nævnes på udgivelsens omslag. Kvartetten kommer med nogle interessante anekdoter (der opstod åbenbart et masseslagsmål i Israel, da filmholdet lukkede et lille marked ned, så de kunne optage et par scener!), og deltagerne hygger sig tydeligvis, men kommentarsporet er spækket med meget lange pauser, hvor de medvirkende bare følger med i afsnittet og glemmer at kommentere det. Jeg havde ærlig talt forventet meget mere af dette kommentarspor.

Sæsonens 12 afsnit er fordelt over fire dvd’er, og hver skive (undtagen disk 2) indeholder få minutters slettede/alternative scener fra de forskellige episoder. Bortset fra en enkelt stærk scene med Brody og hans datter er de slettede sekvenser forglemmelige. Disk 4 indeholder også den fremragende dokumentar “Homeland Season One: Under Surveillance” (33 min.), der kommer rundt om alt fra hyringen af skuespillerne til komponeringen af musikken. “Week Ten: Prologue to Season Two” (4 min.) byder på et par korte scener, der skal forestille at foregå mellem seriens første sæson og den næste af slagsen, som snart bliver vist på amerikansk tv. Det er ærgerligt, at den fabelagtige trailer til seriens anden sæson, som kan ses på YouTube, ikke medfølger.

I øvrigt er det værd at understrege, at udgivelsens æske er elendigt designet. Alle fire skiver ligger ovenpå hinanden, så indimellem er det altså nødvendigt at trække flere dvd’er op én efter én for at kunne nå frem til en bestemt disk. Tåbeligt og upraktisk.