Selvom filmens titel godt kan give anledning til en masse spekulation, er selve indholdet i filmen “House of Sand and Fog” en del mere gennemskueligt. Filmen handler om et hus, og to meget forskellige menneskers hårdnakkede og intensive kamp for at få lov til at beholde det. Jennifer Connely spiller den semi-depressive Kathy, som lige har mistet sit hus. Ben Kingsley spiller den tidligere iranske oberst Behrani, som netop har overtaget det, dog uden at vide hvilke dramatiske følger denne investering får.

På overfladen lyder “House of Sand and Fog” til at være en lettilgængelig og letforståelig fortælling, og det passer også til en vis grad – på overfladen altså. Men i løbet af 126 minutter formår “House of Sand and Fog” at tage adskillige store emner op, specielt i relation til racisme, intolerance og naiv vedholdenhed. Det lyder alt sammen fint nok, men måden hvorpå filmen behandler disse stærke og vigtige emner er ikke altid lige effektiv. Det skyldes primært adskillige facetter af fortællingen, som ikke virker helt realistiske eller fornuftige.

Først og fremmest er det lidt svært at acceptere, at en så bedårende kvinde som Jennifer Connely kan gå hen og blive til en lidt gnaven bums (især fordi hendes karakter stadig ser skide godt ud efter at have været alkoholiker og blevet hjemløs). Men også det, at hun i så mange måneder kategorisk har nægtet at åbne et eneste brev, hvoraf flere angav, at hun var økonomisk på spanden, for derefter uhyre stædigt og determineret at kæmpe for at generobre sit gamle hjem efter at have fået det tvangsfjernet… det passer heller ikke rigtig sammen.

Det virker på en måde som om, at Kathy har fået hvad hun fortjener, efter tåbeligt at have forsømt sine pligter og ignoreret al kommunikation udefra. Hun virker mere relativt stupid og mindre intelligent end emotionelt nedslået og uskyldig. Éns negative følelser omkring Kathy styrkes også løbende i filmen. Hun får hjælp fra politibetjenten Lester, som forelsker sig i hende. Men selv om Kathy ikke beordrer Lestor til at skride til handling for hendes skyld for at få smidt Behrani og hans kone og søn ud af huset, så holder hun ham bestemt heller ikke tilbage, selv når hun ved, at hans bestræbelser kan resultere i problemer. Lesters og Kathys handlinger får flere ubehagelige konsekvenser, som også er med til at styrke Behranis position som publikums “favorit” i kapløbet om ejerskab af huset.

Det er her at filmen ultimativt fejler, fordi det er tydeligt at se, at folkene bag “House of Sand and Fog” har stræbet efter at tilføje filmen et tvetydigt feel, hvorved vi konstant skal komme i tvivl om hvem af de to hovedpersoner, der har størst krav på huset. Men det lykkedes ikke den ukrainske debuterende instruktør/manuskriptforfatter, Vadim Perelman, at give filmen adskillige tiltrængte gråtonede lag, da det klart er Ben Kingsleys karakter der vækker størst sympati, hvilket til en hvis grad ødelægger historiens balance og giver hele filmen et meget entydigt præg. Det er derfor heller ikke nogen stor overraskelse, at det var Kingsley, fremfor Connely, som hev en Oscar-nominering hjem for sin præstation i filmen. Det amerikanske filmakademi elsker at hædre storstilede, sympativækkende præstationer – og sådan en leverer Kingsley i høj grad.

Der er dog ikke nogen tvivl om, at Behrani selv har truffet tvivlsomme valg og gjort nogle ubehagelige ting i sin fortid som oberst i den iranske hær. Der er da også et par steder i filmen, hvor man tydeligt kan mærke den stærke og ondsindede vrede og frustration, der ligger på lur under huden på manden. Men i modsætning til Kathy synes Behrani vitterligt at angre sine gamle, nederdrægtige forseelser, hvilket er mere end man kan sige om Kathy, som lidt for ofte virker en anelse for nonchalant omkring sine handlinger.

På trods af alt dette, er “House of Sand and Fog” stadig en meget tankevækkende film. Kvaliteten af filmens ideer er måske ikke større end kvantiteten af disse, men der er altså også mange opfindsomme ideer at finde i filmen. Havde filmen fundet den rette balance mellem budskab og underholdning, kunne “House of Sand and Fog” være blevet en aldeles fremragende oplevelse. Filmen flyver raskt forbi, på trods af, at den varer over to timer. Egentlig ville det ikke havde været af vejen, hvis filmen havde brugt ekstra spilletid på at gå mere i dybden med hovedpersonernes psyke.